Hjælper Putin: Harald Blåtand genopbygger Kertjbroen 4.71/5 (17)

Vladimir Putin tilbydes nu hjælp fra en uventet kant. Harald Blåtand vil genopbygge Kertjbroen med oveskydende elementer fra broen over Ravning Enge.

– Mine trælle fik nogle brofag til overs, da de byggede vejbro over Ravning Enge. De skal da ikke gå til spilde, når Kong Vladimir af Rusland er kommet i bekneb for ordentlige byggematerialer. Det manglede da bare.

Sådan sagde Harald Blåtand til Satyren under et doorstep i Jelling tidligere i dag.

Ifølge kongen drejer det sig om broelementer af førsteklasses jysk egetræ nok til at genetablere de brofag på Kertjbroen mellem Rusland og Krim, som ukrainske agenter  ødelagde  med en bilbombe på Frejas dag  i sidste uge.

– Det er umandigt, at Kyivrigets svende på den måde bruger græsk ild til at ødelægge en strategisk vigtig bro, siger Harald Blåtand.

Ulandsbistand

Han forklarer om hjælpen, at der er tale om unilateral ulandsbistand til Kong Vladimir af Rusland, hvis hird for tiden får læsterlige klø af Kyivrigets styrker, der støttes af blandt andet Britannien, Frankerriget og Det Tysk Romerske Kejserrige.

– De stakkels mennesker i Russernes rige lider jo værre end alle udhungrede blåmænd i Særkland til sammen. De har desperat brug for ulandsbistand for at komme igennem den kommende vinter. Uden en velfunderet bro, kan deres oksekærrer jo ikke komme sikkert frem med forsyninger, og der er stor risiko for en humanitær krise blandt Vladimirs tropper, siger Harald Blåtand.

Han forklarer derefter Satyrens måbende udsendte, at det er hans nylige omvendelse til kristendommen, som har givet ham et mere næstekærligt perspektiv på sine medmennesker.

Putin jubler

Til Satyren siger Vladimir Putin, at han er taknemmelig for hjælpen. Alt der gavner russernes håbløse situation modtages med kyshånd.

– Takket være Kong Haralds gavmilde håndsrækning kan  vores sejrrrige styrker fortsætte sine offensive tilbagetrækninger og fuldføre sin opgave med at sikre sig stadig mindre landområder i Kyivriget, siger Vladimir Putin og tilføjer træt:

– Selvfølgelig sætter det sine begrænsninger, at broen er repareret med egetræ fremfor beton. Vi kan ikke overføre noget tungere end cykelregimenter, men i de russiske væbnede styrker er der såmænd ikke den store forskel på et cykelregiment og en panserstyrke.

Ledelsen i Kyiv har kun et skuldertræk til overs for Harald Blåtands støtte til Vladimir Putin.

– Det gør ingen forskel for os. Egetræ brænder bedre end beton, så det gør blot opgaven lettere næste gang, lyder det fra en grinende talsmand.

Han lover, at give Harald Blåtand fingeren på det næste frimærke, der udstedes.

Foto: Nils Jepsen.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Hjælper Putin: Harald Blåtand genopbygger Kertjbroen"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*