Sensation: Ny målemetode rykker grænsen for vikingetiden 4.61/5 (23)

Allerede for flere millioner år siden var der vikinger i Skandinavien. Det fastslår nye dateringer af sten brugt i vikingegrav. 

Et nyt dansk studie kan nu overraskende rykke starten på vikingetiden langt længere tilbage i historien, end vi ellers har antaget. Det oplyser arkæolog Daniel Sommer-Hatt fra Vikingehistorisk Forskningscenter.

Konklusionen bygger på et omfattende kemisk studie af tilfældige sten fra en gravhøj, Beinbrekkehøj, i Kalvekælve på Sydsjælland. Undersøgelsen er udført sammen med Museum Sydøstdanmark. 

 – Vi har jo set, hvad undersøgelser af trækul, træ og sågar keramik har betydet for dateringer i arkæologien. Vi tænkte derfor, at vi ville undersøge stenene i vores monument. Resultatet var mildest talt overraskende, siger Daniel Sommer-Hatt, da Satyren kontakter ham. 

Sensationel datering af sten

Undersøgelsen af stenene fra højen i Kalvekælve afslørede, at stenen er skabt for et sted mellem 90 og 100 millioner år siden i Vestfold i Norge. 

 – Det var et meget overraskende fund og sensationelt. Vi vidste ikke engang, at der var flyttet mennesker ind i hverken Danmark og Norge på dette meget tidlige tidspunkt. At de endda havde teknologien og organiseringen til at flytte sten her til Sydsjælland fra Norge, bogstaveligt over bjerg og hav, viser også en vilje, der mest af alt tyder på en stærk religion og gudsdyrkelse, siger Daniel Sommer-Hatt. 

Han peger på Odin-kulten som en oplagt kandidat for et motiv for at flytte stenene, i og med at den har været en stærk fællesnævner for både Danmark og Vestfold. Samtidig peger en række indicier på vikingerne som bagmændene bag flytningen af stenene. 

 – Det er kun vikingerne, der før moderne tid havde evnerne og muligheden for at flytte så store sten så langt. De har sikkert brugt trællegjorte irske munke til at bære dem. Dermed kan vi rykke grænsen for ikke bare vikingetiden, men også kristningen af Irland, til et langt tidligere tidspunkt, end vi hidtil har antaget, siger Daniel Sommer-Hatt 

Mange fortidsminder kan være meget ældre

Han opfordrer nu flere museer til at gå i gang med at undersøge de sten, som står på fortidsminderne i deres område. 

 – Vores studie her understreger, at vi i mange år fuldstændigt har fejltolket en stor del af de fund, der findes rundt omkring i Danmark. Vi har troet, at vi med det blotte øje kunne klassificere og datere fund. Dermed har vi draget for hurtige og overfladiske konklusioner. Det grænser til forsømmelighed, at jeg er den første, der tænker på også at undersøge stenene, lyder det fra Sommer-Hatt 

Han vurderer, at flere tusind høje, bosættelser og løse fund på Sjælland nu skal undersøges igen. 

 – Der er ingen tvivl om, at vi står over for en særdeles omfattende opgave med at undersøge vores forhistorie igen. Det er klart, at det vil tage mange år, før vi er i bund med oprydningen, men det siger sig selv, at der kan gemme sig mange opdagelser i vores omfattende materiale på magasinerne, slutter Daniel Sommer-Hatt.

Illustration: Zdeněk Burian. Mashup: Den Magelige Magister.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Sensation: Ny målemetode rykker grænsen for vikingetiden"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*