Det arbejdende folk skal også anerkendes for krænkelser af novicer 4.85/5 (13)

Overmåde stor er min forbavselse, når jeg i disse dages aviser læser om forargelsen over, hvordan overklassens ungdom på de fine latinskoler og studenterne på Universitetet modtager deres nye kammerater. De klædes ud og spiser flødeskum, hører man. Og dét skulle være krænkende?

Vi har, lige så vel som disse børn af pengeposemænd og guldets dyrkere, gjort livet utåleligt for novicer inden for vort fag

Nej, siger jeg! Nu er målet fuldt! For dette er blot endnu en af de utallige, lumske og snedige måder, hvorpå overklassens kapitalister tilraner sig opmærksomhed som burde komme det arbejdende folk til del. Har vi måske ikke også i årtier – ja i århundreder – mishandlet, drillet og krænket vore nye lærlinge? At påstå andet er løgn og bagtalelse. Vi har, lige så vel som disse børn af pengeposemænd og guldets dyrkere, gjort livet utåleligt for novicer inden for vort fag og derved lært dem at kende deres plads i værkstedet.

Selv husker jeg tydeligt, hvordan jeg som stor knægt kom i lære, og dagligt fik skalkagtige påbud eller opgaver af de voksne svende. Én gang sendtes jeg i bud fra værkstedet ud til Ballerup, i snestorm og uden strømper, for hos mesters broder at afhente den rundbuede sav. Blot for, da jeg kom frem, at blive sendt samme vej tilbage, med broderens hånlatter klingende i ørene: Et sådant værktøj findes ikke.

Det er min pligt som snedkersvend, at give mine egne lærlinge samme oplæring i og indførelse i fagets traditioner. For disse plagerier og krænkelser fortjener vi – det arbejdende folk – samme anerkendelse

Ved en anden lejlighed fandt man det gemytligt at bede mig, som yngste lærling, under trussel om alvorlige prygl, at finde og hente krumspringforlængeren, som en svend havde glemt på værtshuset ‘Det Skidne Glas’.  Da jeg fandt stedet, var det en stinkende bæverding, fuldt af snøvlende fredagsbrandere med mælketoddyen rendende ned af hagen, og ingen kendte til krumspringforlængeren. Jeg tog flugten. Grædende af kulde og af skræk for de klø, jeg troede at ville få, drev jeg om i byens gader til midnat og pådrog mig en lungebetændelse, der nær havde lagt mig i graven.

Disse stolte traditioner har jeg naturligvis fortsat. Det er min pligt som snedkersvend, at give mine egne lærlinge samme oplæring i og indførelse i fagets traditioner. For disse plagerier og krænkelser fortjener vi – det arbejdende folk – samme anerkendelse som de Mammons profeter, der går på de fornemme skoler og universiteter. Får vi det ikke, må en skrue være svaret. Målet er fuldt for længe siden!

Albert Carlo Frederik Hansen, snedkersvend
Pilestræde 14, over gården
Kjøbenhavn

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens egen ubegribelige og helt igennem tåbelige mening og ikke et udtryk for Satyrens holdning.

 

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Det arbejdende folk skal også anerkendes for krænkelser af novicer"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*