Historiske kendisser indtager Den Store Bagedyst 4.71/5 (14)

Når Den Store Bagedyst ruller over skærmen i endnu en sæson, bliver det med et kraftigt, historisk islæt. Dansk favorit forventes diskvalificeret for overtrædelse af tildækningsforbuddet.

Det er virkeligt store profiler fra den internationale kagescene, som det er lykkedes at rekruttere. Én af de største, er den franske kejser Napoleon, som også er blandt favoritterne til at tage trofæet hjem.

-Sejren tilhører som bekendt den mest udholdende, og dét er mig. Intet er vanskeligere og intet derfor mere dyrebart end evnen til at træffe beslutninger. Jeg har derfor besluttet, at jeg vil sætte ind med både en tørkage og en flødekage, for en hær marcherer jo på sin mave. Der er kun to magter i verden, sværdet og kagen. I det lange løb vil sværdet altid blive slået af kagen, udtaler den sejrssikre korsikaner.

Den franske skuespillerinde og primadonna Sarah Bernhardts signaturkage er en chokoladeganache toppet op på en sød, sprød kagebund, opkaldt efter den franske præsident

Der er næppe tvivl om, at de to kager, der omtales, er henholdsvis en marcipanfyldt, hatteformet tørkage, og en snitte af butterdej, fyldt med creme, syltetøj og flødeskum. Generalen tilføjer dog, at man skal passe på ikke at overspise, da det meget hurtigt kan ende med, at man må gå rundt og holde sig på maven hele tiden.

Chokolade i fokus

Chokolade er en ingrediens, som vi utvivlsomt vil komme til at se meget til i denne sæson. Det er nemlig et meget vigtigt element for flere af deltagerne.

Den franske skuespillerinde og primadonna Sarah Bernhardts signaturkage er en chokoladeganache toppet op på en sød, sprød kagebund, opkaldt efter den franske præsident, og pyntet med en viol. Enkelheden i kagens udtryk har hun til fælles med sin landsmand, Kardinal Mazarin, der sværger til mørdej med mandelfyld og chokoladeovertræk.

Kong Gustav glæder sig samtidigt over, at ingen tilsyneladende har fået dén idé, at opkalde en kage efter hans fjende, Christian den Fjerde

Også en afrikansk deltager, der kun vil kaldes vil fornavnet Othello, har annonceret, at ville benytte chokolade i stort omfang, dog primært til glacering på lagkager og lignende.

Den verdensberømte musiker, Arthur Rubinstein, er med på chokolade-bølgen, men afslører, at hans brug nok primært vil være til pynt på vandbakkelser, og der i øvrigt fra hans side vil blive satset hårdt på romfromage.

Svenske kongebakelser

Selvom denne sæson har et klart, fransk præg, er også andre nationaliteter repræsenteret. En russisk deltager ved navn Anna Pavlova, der til dagligt er balletdanser, har annonceret, at ville satse på det lette og sprøde.

Men da programmets castere hørte, at jeg ville lave bondepige med slør, fik jeg besked om, at det ikke kunne lade sig gøre på grund af tildækningssforbuddet.

Den svenske konge Gustav Adolf går en anden vej. Han regner med at vække beundring gennem et udvalg af ret kraftige, såkaldte ‘bakelser’, med forskelligt udtryk:

-Mine kager vil allesammen være forskellige. Men der skal selvfølgelig være et billede af mig på dem alle sammen. Og så har jeg en særlig forkærlighed for den slags, der har spundet sukker på toppen. Det minder mig om tågen på slagmarken ved Lützen, hvor jeg i sin tid faldt, siger majestæten vemodigt. Gustav Adolf glæder sig samtidigt over, at ingen tilsyneladende har fået dén idé, at opkalde en kage efter hans fjende, Christian den Fjerde.

Overtræder tildækningsforbud

Så vidt Satyren har kunnet få oplyst, er der kun én dansk deltager i feltet. Hendes deltagelse er endda tvivlsom og kan meget let ende med at gå i kage:

-Ja, det er ikke fordi jeg har brød i ovnen, smiler den unge pige, der ellers havde fået adgang til at deltage.

-Men da programmets castere hørte, at jeg ville lave bondepige med slør, fik jeg besked om, at det ikke kunne lade sig gøre på grund af tildækningssforbuddet. Så nu véd jeg ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre, siger hun bekymret.

Ved redaktionens slutning var der endnu ingen afklaring, men det forlyder, at der forhandles om, hvorvidt kartoffelkager vil kunne accepteres, og dermed åbne konkurrencen for de danske farver.

Illustration: Malter/Hannes R – https://www.flickr.com/photos/malter/4081441170/, CC BY 2.0,

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Historiske kendisser indtager Den Store Bagedyst"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*