Efter interview med Ruslands præsident Vladimir Putin annoncerer den amerikanske kommentator Tucker Carlson, at han har interviewet historiens største tyranner.
– Ingen vestlige historikere og journalister er i dag i stand til at se historien fra flere sider, men der er altid mindst to sider af samme sag og andre alternative perspektiver på virkeligheden end den unuancerede propaganda, som liberale og woke mainstreammedier udbreder i verden, siger Tucker Carlson til Satyren.
Som det første medie har Satyren set den tidligere Fox News vært og konservative kommentator Tucker Carlsons interviewserie History Revised And Retold. Her taler han med historiens største tyranner, eller som han selv kalder dem ”historiens visionære ledere”.
Der er tale om 10 monologlignende ”fluen på møddingen” interviews med verdenshistoriens mest blodtørstige tyranner, som ærligt forklarer seerne deres oprigtige og velmenende motiver drevet af historiens nødvendighed.
Tucker Carlson mødt med velvilje
Tucker Carlson forklarer, at han generelt blev mødt med velvilje af de alfaderlige historiske ledere, som han holder mikrofonen for uden kritiske pågående spørgsmål. De var glade for åbent og redeligt at fortælle om deres deres altafgørende positive rolle i verdenshistorien uden forstyrrelser.
– Adolf Hitler var meget euforisk over at kunne holde historien op i strakt arm og give os et mere nuanceret syn på Holocaust. Han tilbageviser meget overbevisende alle konspirationsteorier, som forsøger at sætte ham og Det Tredje Rige i et dårligt lys, siger en begejstret Tucker Carlson.
Han fortæller videre, at den romerske kejser Vespasian forklarede sin Palæstinapolitik meget grundigt. Det er tydeligt for enhver, at Palæstina historisk er en del af Imperium Romanum, men Partherriget forsøger gennem imperialistiske løgne at så splid mellem de to broderfolk.
Det var ikke alle historiens usurpatorer, som ønskede at deltage. Carlson fik et rungende nej fra Zar Ivan den Grusomme af Rusland.
– Han blev dybt krænket, fordi jeg interviewede Vladimir Putin før ham, og zaren kaldte Putin for en slatten vatpik (Carlson misforstår ordet vatnik, red.), lyder det fra Carlson.
Andre tyranner viste sig umulige at samarbejde med. Den romerske kejser Caligula lod således sin hest gennemføre interviewet med Tucker Carlson uden at denne opdagede det.
Forbeholden mandagshistoriker
Alternative historikerkredse hilser serien velkommen, men udtrykker skepsis. Mandagshistorikeren Jørgen siger til Satyren, at han glæder sig. Han tvivler dog på, at Tucker Carlson bringer noget frem, som er nyt.
– Han vinder nok nogle få tvivlere. Fårene derimod har mainstreammediernes propaganda forvandlet til zombier. De er for bedøvede til nogensinde at vågne op. Som mandagshistoriker har jeg selv så dyb indsigt, at Carlson uden tvivl kun fortæller mig noget, jeg allerede ved i forvejen, siger mandagshistorikeren Jørgen.
History Revised And Retold sendes på Tucker Carlsons egen streaming tjeneste fra den 1. april.
Foto: Gage Skidmore.
Be the first to comment on "Tucker Carlson interviewer historiens største tyranner"