Christian 4. fortvivlet over udsigt til øremærket barsel 4.79/5 (14)

Som far til 23 børn er Christian 4. rædselsslagen over øremærket barsel til mænd. Rigsrådet jubler derimod.

Den danske regerings beslutning om alligevel at følge EU’s direktiv om otte ugers øremærket barsel til mænd falder ikke i god jord hos alle. En lang række danske konger stejler over udsigten til at tilbringe mere tid med deres afkom.

Især Kong Christian 4., som er far til 23 børn plus det løse, er slået af rædsel ved tanken om, at flere år rives ud af hans kostbare regeringstid.

Christian 4. forklarer, at hans kongelige almanak i forvejen er hårdt presset af tidskrævende gøremål. De mange ugelange banketter er en stor tidsrøver. Dertil kommer de dage, han ligger brak efter hvert drikkelag samt den tid, der går med hekseafbrændingssager, krukkede arkitekter, felttog og lange forhandlinger med kreditorer og nederlandske banker om nye lån.

– Hvordan skal jeg få tid til at udtænke dyre prestigebyggerier, tæve svensken og drikke mig i hegnet, hvis jeg skal sidde hjemme og ride ranke og dikke dikke i to måneder for hvert barn jeg får. Hvis det forslag gennemføres, kommer jeg jo aldrig nogensinde uden for en dør, bortset fra når jeg triller barnevognen op i Rundetårn, siger den fortvivlede konge.

Kirsten Munk chokeret

En meningsmåling blandt dronningen, hustruerne til venstre hånd samt elskerinder, kammerpiger, kokkepiger (forkortet af red.) viser stor modstand mod øremærket barsel til Kongen.

Kirsten Munk, som er gift med Hans Majestæt til venstre hånd, er chokeret. Hun mener, det bliver rædselsfuldt for alle, hvis Kongen tvinges på barselsorlov.

– Han er den største liderbuks og anstrengende nok i forvejen, men at have ham hængende humørsyg og rastløs bliver ulideligt. Hver nat vil han komme anstigende til mit kammer og skrabe på døren, og så skal han bare have mere barselsorlov, klager Kirsten Munk.

Hun frygter en ond spiral, og det er faktisk en anden form for spiral hun ønsker Kongens kvinder udstyret med, men hun trøster sig med, at Trediveårskrigen er brudt ud, så Majestæten får andre ting at bekymre sig om i mange år fremover.

Rigsrådet jubler

Ikke alle er negative over for mandlig royal barsel. Rigsrådet hilser tiltaget yderst velkomment, og flere kalder det for et brillant udtænkt tiltag.

– Jeg har regnet ud, at med den ihærdighed Hans Majestæt skaffer sig afkom, er han sat ud af Rigets styring i adskillige år. Så erklærer han jo hverken krig, eller øder dukater bort på endnu en unødvendig bygning med nederlandske gavle så længe, siger et medlem af Rigsrådet

Men noget tyder på, at Rigsrådet gør regning uden Majestæten. Satyren erfarer, at Christian 4. har optaget et større lån for at hverve tropper til et felttog. Han agter at belejre Bruxelles, indtil EU kommer på andre og bedre tanker.

Illustration: Pieter Isaacsz

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Christian 4. fortvivlet over udsigt til øremærket barsel"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*