Statsministeren ansætter H.C. Andersen som taleskriver 4.9/5 (10)

Danmarks største eventyrdigter H.C. Andersen er den seneste forfatter i rækken af taleskrivere i Mette Frederiksens regering. Dansk Folkeparti ærgrer sig.

”Der var engang en statsminister i et kongerige højt mod nord”. Sådan kan indledningen på statsminister Mette Frederiksens (S) taler frem over lyde. Hun har nemlig ansat eventyrdigteren H.C. Andersen som taleskriver i Statsministeriet.

– Jeg er virkelig glad for at H. C. Andersen har takket ja til jobbet. Ingen kan som ham digte det mest fortryllende eventyr, skønmale virkeligheden og give følelserne frit løb i en social indignation på en måde, som jeg har brug for i mine taler, siger Mette Frederiksen om den folkekære digter.

Hun begrunder yderligere sit valg med, at H.C. Andersen i mange af sine eventyr har spiddet og udstillet den forrige regerings håbløse politik.

– Det er jo helt tydeligt, at den forrige regering var det rene kejserens nye klæder, som Lars Løkke Ramussen og Claus Hjort, eller “Svinedrengen” og “Store Claus”, som vi ynder at kalde dem i statsrådet, forsøgte at trække ned over befolkningen, siger Mette Frederiksen.

Peter Skaarup ærgrer sig

Hun får ros af oppositionen. Dansk Folkepartis Peter Skaarup er normalt ikke meget for spin doktorer og taleskrivere, men han er næsegrus benovet over Statsministerens valg og en lille smule misundelig.

– H.C. Andersen er det mest danske der findes, og en eventyrdigter, som vi i Dansk Folkeparti faktisk har mere brug for, nu vi skal vinde de tabte stemmer tilbage, og det ærgrer mig grænseløst, at hun snuppede snuppede ham før os, siger Peter Skaarup, der har en bøn til eventyrdigteren

– I disse politisk korrekte tider med vintermedister, vinterboller og vinterfest, vil jeg være glad, hvis Hr. Andersen ville genoverveje titlen på eventyret om grantræet og kalde det for juletræet i stedet, lyder det fra Skaarup.

Nytårstale med LED-pærer

Forfatteren selv bekræfter fra en rejsediligence et sted i det centrale Tyskland, at han bliver Statsministerens taleskriver og afslører, at den første tale er Statsministerens nytårstale, som skrives helt i eventyrets og magiens ånd.

– Der er jo så dejligt i Kongeriget Danmark, hvor ligheden hersker og selv den grimmeste ælling kan blive Konseilspræsident, fortæller en bevæget H.C. Andersen.

Han vil benytte sig af velkendte allegorier og metaforer. Han vil lade Madam Frederiksen tale i billeder og lade hende stryge retoriske svovlstikker, som han dog har moderniseret til LED-pærer.

– I LED-pærens tændte lys ser hun, at danske børn ikke behøver forældre med statsborgerskab for at få et godt liv alle andre steder end i Danmark, og hun ser, at det langt om længe også bliver Arnes tur, forklarer Andersen.

Nytårstalen rummer også et længere afsnit om regeringens økonomiske politik, hvor tre hunde med øjne så store som henholdsvis tekopper, møllehjul og Rundetårn afgør det økonomiske rådighedsrum. H.C. Andersen lover, det bliver en tale, som regeringen vil gøre alt for at forvandle til fem høns, og som oppositionen vil gøre alt for at tale ned til en lille, bitte fjer.

– Og det er ganske vist, slutter H.C. Andersen.

Foto: Wikimedia.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Statsministeren ansætter H.C. Andersen som taleskriver"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*