Adolf Hitler omskriver kritiserede dele af Mein Kampf 4.79/5 (19)

I forsøget på at favne den stigende interesse for nationalsocialismens ideer og nå nye målgrupper omskriver Adolf Hitler store dele af sit manifest Mein Kampf.

Overalt i verden oplever den nationalsocialistiske tanke større og større anerkendelse, men nazismens fejltagelser og en række misforståelser klæber til ideologien og truer det store vækstpotentiale.

Derfor har nationalsocialismens fader Adolf Hitler taget fat i den store kost for at gøre ideologien mere appellerende. Han omskriver nu de dele af Mein Kampf, som oftest er genstand for kritik.

– Jeg mærker en større interesse for sagen og min ideologi end nogensinde siden våbenhvilen i 1945. Selv i Tyskland, som har svigtet mig totalt, er folk ved at komme til fornuft igen, men alt for mange hænger sig i mine oprindelige formuleringer, og der er brug for et nyt forståelsespapir, siger Adolf Hitler.

Blevet mere inkluderende

Ingen skal være i tvivl om, at Hitler stadig hader jøder, homoseksuelle og sigøjnere, men han forklarer, at han med tiden er blevet mere inkluderende.

– Verden er blevet langt mere mangfoldig, så derfor hader jeg også staten Israel, muslimer, mexicanere og Greta Thunberg; alt sammen noget, som slet ikke var et issue, da jeg skrev Mein Kampf i 1924, siger Hitler.

Adolf Hitler fortryder intet, men han er træt af at blive beskyldt for hadtale, racisme og opfordringer til folkedrab. Han vil derfor ikke længere omtale jøder og slaviske folkeslag som parasitter og undermennesker.

– Jøder og slavere er alternative racer med særlige behov. Derfor skal de visiteres til en række afklarende ressourceforløb, siger Adolf Hitler, som har indkaldt sin inderkreds til en kreativ workshop i byen Wannsee.

Ud ryger også begreber som arier og arisk, der erstattes med begrebet oprindelige europæere. Lebensraum skiftes ud med det positivt ladede ord genetisk udfordrede bosættelsesområder, mens Blut und Boden afløses af kulturel terroir.

Vil kaldes natso i stedet for nazi

Hitler er også skuffet over, at hans modstandere har skabt ordet nazisme med dets mange negative konnotationer.

– I Tyskland må mine tilhængere kalde sig Alternative für Deutschland. I Danmark er de tvunget til at kalde sig for Stram Kurs, og i USA lyver mange og kalder sig for Republikanere for at undgå stigmatisering, fortæller Hitler og slår fast:

– Der er intet galt i at være national og socialist. Langt de fleste mennesker er en af delene, og hos os nationalsocialister forenes det nationale og det sociale i en højere enhed. Fremover vil vi betegnes natso, som er en mere naturlig sammentrækning af nationalsocialist.

Han tilføjer, at hans næste skridt bliver at bruge sin status som vegetar til at rebrande nationalsocialismen som en grøn og bæredygtig ideologi, der vil tiltale klimabekymrede børnefamilier.

Foto: Wikipedia.

Vurder denne artikel

3 Kommentarer på "Adolf Hitler omskriver kritiserede dele af Mein Kampf"

  1. Carsten Madsen | 4. december 2019 ved 9:16 | Svar

    “Stol aldrig på en mand, der ikke drikker spiritus” indledte Josef Stalin efter sigende en samtale med en russisk journalist efter nyheden om Hitlers ændringer i “Mein Kampf”.
    Stalin, der stadig ærgrer sig over Hitlers berømmelse, da han selv (Stalin) har mange flere liv på samvittigheden, mener det er tegn på svagpisseri at ændre i sine politiske manifester for at tækkes fremtidens holdninger, og hentyder til det skyldes Hitlers afstandstagen til alkohol. Han roser dog Hitler for at turde pille ved sin eneste officielle indtægtskilde, men understreger samtidig at hans uændrede bog “Foundations of Leninism” (Об основах ленинизма) er både bedre, mere underholdende og trykt i et større oplag end Hitlers “Mein Kampf”. “Senere KAN der komme en udgave af min bestseller med pæne illustrationer, men teksten bliver der ikke rokket ved” skulle den tidligere sovjetiske leder have afsluttet samtalen med.

    • Papposilenos | 4. december 2019 ved 12:03 | Svar

      Satyren har modtaget denne reportage fra Moskva. Vi har forgæves forsøgt at finde frem til ham, men han er sporløst forsvundet.

  2. Carsten Madsen | 4. december 2019 ved 10:09 | Svar

    Fra Mao i Peking:
    “我仍然可以出現在Facebook上?“

    (“Jeg kan stadigvæk vise mig på Facebook??“)

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*