Forsvaret køber 2000 Spitfires i stedet for F35 4.83/5 (35)

Det danske forsvar vælger at investere i britiske Spitfire-jagere i stedet for F35. Det er kendt og afprøvet teknologi, og det glæder naboer til Flyvestation Skrydstrup.

Den vandt Slaget om England. Den bidrog afgørende til De Allieredes sejr over Nazi-Tyskland. Navnet er Spitfire. Supermarine Spitfire. Og snart skal 2000 fabriksnye Spitfires udgøre rygraden i det danske luftforsvar i stedet for de F35, som regeringen ellers havde besluttet sig for.

Det meddelte forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) i går under et hasteindkaldt pressemøde i Forsvarsministeriet.

Claus Hjort Frederiksen forklarer videre, at den britiske juniorunderviceforsvarsminister, der til forveksling ligner skuespilleren Colin Firth, gav et fordelagtigt tilbud

– Vi har taget konsekvenserne af, at F35’eren støjer og skyder skævt. Derfor satser regeringen på velkendt og afprøvet teknologi, som har vist sit værd i skarpe situationer over Europa, siger Forsvarsministeren.

Købet kommer, efter at Storbritannien har meddelt, at produktionen af Spitfires genopstår. Som følge af Brexit har briterne indset, at med den fremtidige økonomi, er det ikke realistisk at udstyre Royal Airforce med mere tidssvarende fly.

Claus Hjort Frederiksen forklarer videre, at den britiske juniorunderviceforsvarsminister, der til forveksling ligner skuespilleren Colin Firth, gav et fordelagtigt tilbud, som den danske regering ikke kunne sige nej til.

– Prisen på en Spitfire er væsentligt lavere end prisen på en F35. Derfor er det en bedre forretning. Forsvaret får 2000 fly for de samme penge, som vi skal give for 27 F35 jagere, hvoraf flere alligevel vil være udstationeret i USA som uddannelsesfly, siger Claus Hjorth Frederiksen.

Lufthjemmeværn for fritidspiloter

Købet glæder Forsvarschef Jens Fup. Spitfiren er en klassiker, og antallet betyder, at Danmark får et af verdens største luftvåben, forklarer forsvarschefen.

Han bekymrer sig ikke over, at flyet ikke lever op til moderne standarder for kampfly.

Jeg er sikker på, at amatørpiloter vil stå i kø for at flyve et af disse prægtige fly og få en fin bomberjakke af læder. Med stolthed kan jeg sige, at aldrig vil så få have så mange at takke for så lidt

– Nej, det bekymrer mig ikke. Det store antal fly mere end kompenserer for eventuelle teknologiske mangler. Vores numeriske overtal giver os nogle fordele, siger Jens Fup og begiver sig ud i en lang redegørelse for, hvordan fænomenet sort sol, hvor stære i flok forvirrer rovfugle, indgår i luftforsvarets taktiske overvejelser.

Forsvarschefen fortæller videre, at nogle fly indgår i det stående professionelle beredskab, som rykker ud til verdens brændpunkter. Det er dog planen at oprette et egentligt lufthjemmeværn. Her skal fritidspiloter indgå i lokale mobiliseringsstyrker, hvis Danmark bliver angrebet.

– Jeg er sikker på, at amatørpiloter vil stå i kø for at flyve en af disse prægtige maskiner og få en fin bomberjakke af læder. Med stolthed kan jeg sige, at aldrig vil så få have så mange at takke for så lidt, lyder det fra en rørstrømsk forsvarschef.

Larmer ikke værre end Brians Polo

Indkøbet glæder naboerne til Flyvestation Skrydstrup, som har oplevet en eskadrille Spitfires lette og lande. De mener ikke, der er noget at frygte for naboerne til de godt 100 flybaser, der skal etableres i Danmark.

– Flyene er ikke lydløse, men det larmer såmænd ikke mere, end når Brian nede fra Jørgensens minkfarm kører forbi i sin pimpede Polo, og vi slipper også for at høre på den der dunkende bas fra musikanlægget, siger en nabo til Flyvestation Skrydstrup.

Det første Spitfires forventes at lande i Danmark 5. maj 2025.

Foto: Andrew Curtis, Pixabay.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Forsvaret køber 2000 Spitfires i stedet for F35"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*