Odin fyrer Loke som spin doctor 5/5 (13)

Halvjætten Loke er fyret som Odins særlige rådgiver. Han er faldet i unåde efter vådeskudsulykke.

Loke er færdig som spindoctor i Valhal. Så klart lyder meldingen fra guderens sendebud Heimdal, der ikke har yderligere kommentarer til afskedigelsen af Odins nærmeste rådgiver.

Fyringen kommer ikke uventet.

Unavngivne kilder i Valhal bekræfter, at der gennem længere tid har været store uoverensstemmelser mellem guderne og halvjætten Loke, hvilket har forgiftet samarbejdsklimaet i Valhal.

Det forlyder, at Loke har slut-shamet Thors hustru Siff og klippet alt håret af hende, Satyren erfarer endvidere, at Loke er blevet afsløret i at begå en række brugstyverier i Asgård. Han har blandt andet stjålet guldsmykker fra Freja.

Skyldig i drab

Fyringen fandt sted, efter at en undersøgelseskommission udpegede Loke som ansvarlig for den vådeskudsulykke, der for nylig dræbte Odins søn Balder. Ifølge kommissionens rapport undlod Loke at tage en mistelten i ed i forsøget på at gøre Balder udødelig. Det betød, at han ikke var usårlig over for pile fremstillet af netop mistelten.

Da Loke derefter lod den blinde Høder skyde mod Balder med en pil af mistelten, døde den unge gud på stedet af sine sår.

 Udåden har vakt vrede blandt guderne i Valhal.

– Det var ikke en ulykke. Det var mord. Hvis jeg nogensinde får fat i den lille gnom af en jættesnog, så flækker jeg skallen på ham med min hammer og lader mine bukke stange ham til døde, udtaler en gud, der ønsker at være anonym.

Hård straf venter

Med fyringen slutter en af Valhals mest bemærkelsesværdige karrierer.

Loke, der er søn af en jætte, blev hurtigt gudernes foretrukne rådgiver. Han har gentagne gange reddet flere navngivne nordiske guderne ud af svære situationer. Således vandt Loke sig stor hæder, da han skaffede Thors hammer tilbage fra jætten Trym. Og det var Lokes plan, der førte til, at Fenrisulven blev fanget.

Det har ikke været muligt at træffe Loke for en kommentar. Han gik under jorden, da sagen kom frem. En større eftersøgning er sat i værk, og der venter Loke en hård straf, når han pågribes.

Det er uvist, hvem der efterfølger Loke, som Odins magtfulde rådgiver, men DK4’s tidligere politiske kommentator Henrik Qvortrup og Donald Trumps tidligere pressechef Sean Spicer nævnes som seriøse kandidater til posten.

Tegning: Wikimedia.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Odin fyrer Loke som spin doctor"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*