Beethoven og Chopin enige: Bent Fabricius-Bjerre var den største 4.53/5 (17)

Nyheden om Bent Fabricius-Bjerres død har ramt Ludwig van Beethoven og Frédéric Chopin hårdt. Satyren har mødt de to komponister. De husker ham som en gavmild ven og en gentleman.

– Ingen større. Ingen ved siden af. Bent var den største. Vi står alle i dyb gæld til hans guddommelige evner som komponist. Med Bents død har jeg mistet en god ven, og musikken har mistet sit absolut største talent.

Ordene kommer fra den polske komponist og klavervirtuos Frédéric Chopin, som indrømmer, at Bent Fabricius-Bjerre lærte ham alt og reddede hans karriere adskillige gange.

– Bent var meget varm og gavmild. Han hjalp mig tit, når jeg sad fast i mine valse. Han var en stor inspirationskilde til flere af mine mest kendte kompositioner, siger Frédéric Chopin.

Jammede valsetoner

Han husker især en episode, hvor han og Bent Fabricius-Bjerre hyggede sig omkring et flygel, inden Chopin skulle give en stor koncert.

– Jeg var rystende nervøs, men Bent overtalte mig til, at vi satte os ved flyglet for at løsne lidt op, inden jeg skulle optræde, siger Chopin og fortsætter:

– Kun et minut, sagde jeg. Kun et minut svarede Bent, og så jammede vi nogle valsetoner.

Det dæmpede nerverne. Da Frédéric Chopin kort efter gik på scenen var han så rolig, at han inkorporerede den lille vals, han havde improviseret sammen med Bent Fabricius-Bjerre.

Skrev Für Lise til Matador

Også den tyske komponist Ludwig van Beethoven er dybt berørt af Bent Fabricius-Bjerres bortgang. De to var nære venner på trods af, at de var rygende konkurrenter, første gang de mødtes.

Beethoven husker det tydeligt.

– Danmarks Radio udskrev en konkurrence om temaet til en TV-serie. Jeg sendte en lille bagatel, som jeg gav navnet: Für Lise efter seriens forfatter i håbet om på den måde at vinde, fortæller Beethoven.

Men sådan gik det ikke. Bent Fabricius-Bjerre vandt. Efter en række raserianfald og en heftig druktur indså Beethoven, at han havde mødt sin kompositoriske overmand.

– Bents tema til Matador er det perfekte værk, som i sin stille melankolske og længselsfulde enkelthed sætter sig i hjertet på alle, siger Beethoven

Det fortalte han Bent Fabricius-Bjerre, da han mødte op i hans hjem i Hellerup for at udfordre ham til duel.  Ludwig van Beethoven endte med at blive budt ind til en sjus.

– Vi blev nære venner. Han var en sand gentleman, fuld af støtte og anerkendelse. Han foreslog, at jeg ændrede titlen på mit vragede tema til noget mere internationalt. Jeg døbte den: Für Elise, og resten er musikhistorie, lyder det fra Beethoven.

Jeg vil sgu savne ham, slutter han.

Foto: Hasse Ferrold.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Beethoven og Chopin enige: Bent Fabricius-Bjerre var den største"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*