Skudattentat på Mette Frederiksen: Reddet af en dåse makrel i tomat 4.88/5 (17)

To skud affyret mod Mette Frederiksen uden for Christiansborg. Statsministeren redder livet af en dåse makrel i tomat, som standsede kuglen. Maskeret attentatmand pågrebet.

– Hvad, skyder du på mig?

Ordene faldt prompte og skarpt fra statsminister Mette Frederiksen, idet en maskeret attentatmand, som stod og ventede foran Christiansborg, affyrede et pistolskud mod hende, da hun passerede på vej hjem med dagens dagligvareindkøb.

Derefter affyrede attentatmanden endnu et skud mod Statsministeren, som fra en indkøbspose, hun bar i favnen, trak en frossen svinemørbrad. Med den slog hun pistolen ud af gerningsmandens hånd, hvorefter hun sammen med tililende pågreb pistolmanden, tilkaldte politiet og en lægeambulance.

Ambulancefolkene fandt Statsministeren indsmurt i blod og frygtede det værste, men de konstaterede hurtigt, at Mette Frederiksen var uskadt.

– Kuglen var, heldigvis for Statsministeren, blevet standset af adskillige dåser makrel i tomat, som lå i den pose hun havde i favnen. Det, vi troede var blod, var i virkeligheden luksusmakrel i tomat fra Glyngøre, siger akutlæge Dorthe Scomber Jensen.

Gør mig til statsminister

Skibsfører ved Københavns Havnebusser C.C. Larsen hjalp med at pågribe gerningsmanden. Han fortæller til Satyren, at attentatmanden anråbte Statsministeren med ordene: ”Gør mig til statsminister, så tager jeg konsekvensen”, hvorefter han skød.

Over for Satyren bekræfter Københavns Politi, at en sindsforvirret tilhyllet mand, hvis identitet endnu ikke er fastslået, affyrede to skud mod Statsministeren, hvoraf det ene ramte en konservesdåse. Politiet oplyser endvidere, at den benyttede pistol er en model, som blev anvendt af udsendte danske officerer sidst i 1990’erne.

Politiet vil ikke spekulere om et muligt motiv til attentatet. De udelukker dog ikke, at der kan være en sammenhæng med regeringens håndtering af COVID-19 situationen og den kaotiske politiske situation omkring genåbningen af Danmark.

Christiansborg i chok

Meddelelsen om attentatet på Mette Frederiksen sender chokbølger gennem Christiansborg.

– Åh nej, ikke igen, siger en rystet formand for Det Konservative Folkeparti Søren Pape Poulsen.

– Tænk, at Statsministeren skulle udsættes for det samme som mit store politiske forbillede konseilspræsident Estrup, tilføjer han.

Også leder af Radikale Venstre Sofie Carsten Nielsen er i chok.

– Jeg er forfærdet over, at nogen udsætter Statsministeren for det, som jeg og mine partikollegaer i det Radikale Venstre, har udsat hinanden for, siger Sofie Carsten Nielsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Venstres leder Jakob Ellemann-Jensen. Trods gentagne henvendelser besvarer han ikke telefonopkald.

Til Satyren oplyser Statsministeriets departementschef Barbara Berthelsen, at Statsministeren er uskadt, og at hun senere samme aften deltog i et privat middagsselskab eskorteret af to dusin vilde katte.

Mashup: Mester Ictum.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Skudattentat på Mette Frederiksen: Reddet af en dåse makrel i tomat"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*