Begejstrede arkæologer: Fortidens danskere ofrede mink i vilde kultiske ceremonier 4.7/5 (30)

Millioner af minkskeletter fundet i store offergrave afslører, at danskerne i det 21. århundrede holdt store rituelle ceremonier, hvor de ofrede mink til den store minkgud.

Fortidens danskere var besatte af mink. De tilbad minken som et helligt totemdyr. De opdrættede mink i stort tal for at ofre dem til den store mægtige minkgud.

– Det er helt vildt. Vi kan slet ikke forestille os, hvor omfattende minkkulten har været. Mink har fyldt utroligt meget i datidens danskeres liv, siden de ofrede dem med hud og hår i så store mængder.

Det forklarer Ivalia Nertz. Hun leder det hold arkæologer, der undersøger et stort offersted, hvor mink for mange århundreder siden blev ofret i store kultiske anlæg.

Millioner af ofrede mink

Arkæologernes udgravningsrobotter med deres laserskovle og atompensler er kommet på overarbejde med at fritlægge de mange dyreskeletter, som ligger blandet med mørnede blå mundmasker.

– Vi har fundet rester af over en million ofrede mink alene på det sted, hvor vi graver nu, men vi har viden om, at der findes mange lignende offersteder, og tallene løber op i mange millioner mink, siger Ivalia Nertz.

Hun daterer minkofringerne til engang i begyndelsen af det 21. århundrede, hvor minkkulten ser ud til at kulminere.

Fundene viser, at minken var et særligt helligt dyr. Måske troede datidens danskere på en grusom stor minkguddom, som krævede konstante ofringer af friskslagtede mink. Måske troede de, at de ofrede dyrs sjæle tog bolig i dem og beskyttede dem mod den store minkguds vrede.

Formildede den store minkgud

Ivalia Nertz forstiller sig, at danskerne mødtes ved særlige højtider på hellige steder og i templer, som arkæologerne endnu ikke har fundet. Folk kom fra nær og fjern. De iførte sig hellige mundmasker og ofrede deres mink. Det foregik over mange dage, og særlige præster, måske klædt i minkgudedragt, forestod de blodige ceremonier.

– Der er formodentlig tale om ritualer, som datidens primitive danskere brugte til at stemme den store minkgud venligt, så den ikke nedkaldte sygdomme og epidemier over dem, siger Ivalia Nertz og fortsætter:

– For os, der lever i et trygt hyperpostfuturistisk samfund uden krig, sygdomme, klimaangst og død, giver det slet ingen mening at dræbe, hvad der ligner sunde og raske dyr, men for primitive mennesker, hvor den slags var en del af hverdagen, lindrede ofringer og ritualer deres frygt for naturens ukontrollable kræfter, siger Ivalia Nertz.

Ud over et indblik i det 21 århundredes religiøse forestillinger viser udgravningerne, at datidens samfund var rigt og velorganiseret. Der var ressourcer til at gennemføre masseofringer. Det tyder på, at samfundet var underlagt en stærk central magt, som befolkningen adlød blindt.

Foto: Ryzhkov Sergey, Wikimedia.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Begejstrede arkæologer: Fortidens danskere ofrede mink i vilde kultiske ceremonier"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*