Hjælpepakke på vej til danske vikinger 4.84/5 (32)

Folketinget har lynvedtaget en hjælpepakke til den danske vikingebranche, der har indstillet alle togter på grund af COVID-19. Der gives nu tilladelse til at plyndre danske kirker og klostre.

COVID-19 pandemien rammer også danske vikinger hårdt. Alle togter til England, Irland og Frankrig er aflyst. Sølvkassen er slunken efter en lang vinter, og uden de fede sommertogter vil den meget hurtigt være helt tom.

Derfor har Folketinget hastebehandlet en hjælpepakke, der skal forhindre, at danske jarler og stormænd skal sende deres svende hjem, lægge langskibene op og gå fra hal og hov.

Sammen med Kultur- og Kirkeminister Joy Mogensen og repræsentanter for danske vikinger fremlagde erhvervsminister Simon Kollerup tidligere i dag hjælpepakken under et pressemøde i Eigtveds Pakhus.

– De danske vikinger står i en meget alvorlig situation, der truer med at rive grundlaget for deres traditionelle plyndringsøkonomi bort. Det kan regeringen og Folketinget ikke stiltiende lade ske, og derfor har vi vedtaget en omfattende hjælpepakke, som skal redde et hæderkronet gammelt erhverv, sagde ministeren.

Ingen voldtægt

Hjælpepakken gælder så længe grænserne til de populære plyndringslande er lukkede, og den giver danske vikinger ret til at røve kirker og klostre i Danmark, men med visse restriktioner.

– Vi åbner for fri plyndring for grupper af vikinger under 10 svende, men regeringen henstiller til at undlade drab og voldtægter, da det indebærer tæt personkontakt og derfor udgør en smitterisiko, formanede Simon Kollerup.

Regeringens hjælpepakke blev modtaget med højlydt jubel af de danske vikingers sigemand Halfdan Skalleflækker. I ren begejstring hamrede han brølende sit sværd mod sit skjold i flere minutter, inden han kommenterede regeringens tiltag.

– Hvad udad tabes må indad plyndres, og det her tiltag falder på et meget tørt sted. Nu, hvor vi har aflyst samtlige sommertogter, er vi dybt taknemmelige for, at vi ærligt og redeligt fortsat kan røve og plyndre, sagde Halfdan Skalleflækker med en tydelig klump i halsen.

Han lovede kun at røve, det de må, og det som de behøver samt holde afstand, mens de gør det.

Upassende at tale om kirker

Halfdan Skalleflækker garanterer også, at hans mænd hverken vil dræbe eller voldtage, og han henstiller til, at alle beskæftiget i den danske togtbranche gør det samme.

– Det er nu vi skal holde sværdet i skeden og Midgårdsormen indenbuks, mens vi udviser samfundssind, sagde han.

Kultur- og Kirkeminister Joy Mogensen udtrykte kort sin forståelse for situationens alvor, men derudover havde hun ingen kommentarer.

– Jeg opfatter det som upassende, hvis jeg står og taler om kirker og klostre lige nu, sagde Joy Mogensen.

Foto: Pigsels.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Hjælpepakke på vej til danske vikinger"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*