Fyn i chok: Brunsvigeren stammer fra Tyskland 4.75/5 (24)

Tyske missionærer bragte i 1700-tallet brunsvigeren til Danmark. Fremover må kun brunsviger bagt i Tyskland kaldes for brunsviger. Statsministeren indkalder Tysklands ambassadør til samtale.

Hvad er lige så fynsk som H.C. Andersen, Polle fra Snave og komponisten Carl Nielsen? Indtil for nylig var svaret brunsviger. Men nu viser det sig, at den fynske lækkerbid slet ikke er fynsk.

I en artikel i det anerkendte tidsskrift Gastrohistorica konkluderer den tyske gastroantropolog Frauke Baackwerk, at det var Braunhuttermissionen, som bragte brunsvigeren med fra Braunschweig i Tyskland, da de i 1734 slog sig ned i Glamsbjerg under den gryende pietisme.

– De kom til Fyn inviteret af Christian 6. for at missionere og udbrede kendskabet til kartoffeldyrkning. Med sig bragte de kunsten at bage brunsviger, siger Frauke Baackwerk.

Hun tilføjer, at i den oprindelige opskrift indgår både kagecreme, flødeskum og lakridssnørebånd. Ifølge Frauke Baackwerk fik en fynsk husmandskone neglene i opskriften, da Braunhutterne forlod Fyn. Med tiden blev brunsvigeren den fynske nationalkage.

Hedder nu tysk inspireret gærkage

Over for Satyren bekræfter broder Günther fra menighedens hovedkvarter i Braunschweig, at brunsvigeren er hellig for brødrene. Den er et kærkommet lyspunkt i en hverdag præget af streng protestantisk bed-og-arbejd moral.

– Vi har et meget passioneret forhold til vores brunsviger. Det er Jesu Kristi legeme, som vi indtager under vore syv daglige nadvere, siger broder Günther.

Han var ikke bekendt med den fynske plagiering af brunsvigeren. Braunhutterne har en stor forretning i at sælge brunsviger og har nu fået EU’s ord for, at kun brunsviger bagt i Braunschweig må bære betegnelsen brunsviger. Det betyder, at brunsviger i Danmark fremover kun må fremstilles og sælges under navnet tysk inspireret gærkage.

Nallerene væk fra vores brunner

Nyheden om brunsvigerens tyske ophav har ramt Fyn som en bombe. Overalt på øen er folk i chok. Lasse og Mathilde har skrevet en støttesang, og i går demonstrerede flere tusinde fynboer foran rådhuset i Odense.

I en tale til demonstranterne tordnede Klima- energi og forsyningsminister, og fynbo om en hals, Dan Jørgensen (S) mod det, han kalder for tyveriet af et stykke fynsk identitet.

– Brunsvigeren er fynboens sjæl. Man kan tage fynboen ud af brunsvigeren, men man kan aldrig tage brunsvigeren ud af fynboen, så hold nallerne fra vores brunner, sagde Dan Jørgensen under stort bifald.

Han proklamerede samtidig, at han vil gøre alt for, at den fynske pizza bliver UNESCO verdensarv.

Statsminister Mette Frederiksen (S) bakker op om sin fynske minister. Hun har proklameret, at hun er brunsvigerens statsminister.

Mette Frederiksen har indkaldt den tyske ambassadør i Danmark til en alvorlig samtale. Dermed truer brunsvigeren med at udløse den største diplomatiske krise mellem Danmark og Tyskland siden krigen.

Foto : Papposilenos.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Fyn i chok: Brunsvigeren stammer fra Tyskland"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*