Støvlet-Cathrine: Jeg smækkede kongen bagi med en Berlinger 4.67/5 (9)

Christian den Syvendes elskerinde indrømmer eksklusivt over for Satyren, at hun smækkede kongen i måsen med Berlingske Tidende.

For nylig gik rygtet, at USA’s præsident Donald Trump har ladet sin elskerinde smække ham i bagdelen med en udgave af Forbes Magazine. Det viser sig, at den amerikanske præsident slet ikke er det første statsoverhoved med hang til ris i rumpen.

Satyren kan sensationelt afsløre, at også Danmarks konge, Christian den Syvende, har fået smæk i sin bare numse med en udgave af Berlingske Tidende. Det fortæller kongens elskerinde Støvlet-Cathrine som selv førte slagene mod den kongelige bagdel.

Han tryglede og bad, men uanset hvor meget kongens maitresse slog løs, udløste Berlingerens udenlandske korrespondancer, indenlandske provinsefterretninger og hoflister ikke meget mere end en let kilden hos kongen

Hun beretter eksklusivt for Satyrens læsere, at hun og kongen efter en natlig bumletur indledte en hyrdestund i hendes kammer, hvor det dog endte med at udarte sig.

– Vi havde ryddet et par værtshuset og tævet et par stoddere og gik derefter hjem, hvor vi lå og hyggede os i himmelsengen, da han pludselig bad mig om at krydre sin royale popo med et par kys af riset. Det havde jeg smidt i skarnskassen dagen før, men Hans Majestæt insisterede og begyndte at te sig, så derfor greb jeg det første og bedste, jeg havde ved hånden, og det var altså dagens Berlinger, fortæller Støvlet-Cathrine.

Derefter gennempryglede hun kongens balder, men uden at det for alvor gjorde noget indtryk på majestæten. Han tryglede og bad, men uanset hvor meget kongens maitresse slog løs, udløste Berlingerens udenlandske korrespondancer, indenlandske provinsefterretninger og hoflister ikke meget mere end en let kilden hos kongen.

Berlingeren alt for slatten

Støvlet-Cathrine fortæller, at kongen var meget skuffet over Berlingske Tidendes manglende bid. Han fandt Berlingeren alt for tynd, blød og slatten, så han forlangte smæk med noget tungere lekture, men hun havde ikke andre polerede pamfletter ved hånden.

– Vi skriver 1767, så det er altså begrænset med udbuddet af aviser og trykte tidender, forklarer Støvlet-Cathrine, som endte med at kagstryge kongens bagdel med en slikporre, hun havde liggende i fadeburet.

Det står i øvrigt enhver frit for at læse avisen med bagdelen, hvilket er et langt mere udbredt fænomen, end man lige skulle tro, lyder det fra Berlingske Tidende

Kongens elskerinde spår ikke Berlingske Tidende nogen lang levetid, med mindre de tager sig gevaldigt sammen.

– Berlingske Tidende er simpelthen alt for tynd og alt for tandløs til at bide i en kongelig røv. Der skal langt tungere holdninger og flere spidsborgerlige meninger til, før kongens bag igen vil tage den pamflet alvorligt, men som jeg sagde til ham, så er det resultatet af enevældens manglende trykkefrihed, siger Støvlet-Cathrine.

Kongen overvejer trykkefrihed

Fra unavngivne hofkilder lyder det, at kongen nu vil drøfte indførelse af trykkefrihed med sin kommende livlæge, når han engang er blevet ansat.

Det har dog alt for lange udsigter, mener Støvlet-Cathrine.

Hun foreslår derfor, at Berlingske Tidende selv gør en indsats og begynder at bringe annoncer for køb og salg af ejendomme, rideheste, hestedroscher og pramme samt formidling af tjenestekarle og tjenestepiger. Det vil give avisen et større omfang, og igen gøre den tung, stiv og dermed fortjent til at blive kongelig hofleverandør af klask i den bare.

Hverken Berlingske Tidendes ejer Ernst Heinrich Berling eller avisens nuværende chefredaktør ønsker at kommentere avisens relationer til Kongehuset, men skriver i en budstikke til Satyren, at de har stor tiltro til læsernes evner til at tænke selv. Det står i øvrigt enhver frit for at læse avisen med bagdelen, hvilket er et langt mere udbredt fænomen, end man lige går og tror, lyder det fra Berlingske Tidende.

Hoffet ønsker ikke at kommentere hverken begivenhederne eller udsigten til snarlig indførelse af trykkefrihed.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Støvlet-Cathrine: Jeg smækkede kongen bagi med en Berlinger"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*