Modspil til Rusland: Danmark opruster med historiske våben på Christiansø 4.95/5 (19)

Danmarks østlige flådebase, Ertholmene, bliver nu igen sat ind i aktiv tjeneste på grund af spændingerne i Østersøen.

Camouflerede søminer, der ligner gamle tønder med hvalolie, og et harpoon-missil-batteri skjult bag pittoreske gamle fiskekasser.

Et kompromis mellem fredningsmyndighederne, borgerne på Christiansø og det danske forsvar betyder nu, at den gamle fæstningsø for første gang siden 1855 sættes i krigsdueligt beredskab. Det oplyser øens kommandant, Jacob Dampe-Kofoed, til Satyren.

– Det har været vigtigt for alle parter, at øen fortsat kunne fungere som en turistfælde, selvom den nu igen skal være en hjørnesten i det danske nationale forsvar. Og det forsøger vi med denne aftale mellem parterne at leve op til, siger han.

Han understreger, at Ertholmene i alle årene har været underlagt Forsvarsministeriet. Det bør ikke være en overraskelse for nogen, at øerne igen gøres klar til aktiv krigstjeneste.

Afskrækker vodkastive russiske kaptajner

Kommandanten oplyser, at mens de moderne våben vil blive grundigt skjult på øen, så vil også de eksisterende, historiske våben på øen blive udbygget og inddraget i øens forsvar.

– Se, her står vi ved en rigtig fin morterkanon 168, støbt lige efter Englandskrigene. Den kan skyde knapt 30 centimeter store brandgranater på næsten 60 kilo i hovedet på ethvert russisk fiskeriinspektionsskib, der måtte nærme sig. Og den er træfsikker på næsten to kilometers afstand. Sådan en krabat er nok en del mere respektindgydende over for en vodkastiv russisk kaptajn end den maskinkanon, der er blevet gemt oppe i fyrtårnet, siger Jacob Dampe-Kofoed, hvis slægt har været en del af dagliglivet på øen i næsten 200 år.

Militær i historiske uniformer

Da der også skal indsættes mandskab til at betjene de mange og nye våben på øen vil en større gruppe våbenspecialister og værnepligtige også blive overflyttet til tjeneste på øen, der ellers mest af alt er kendt som en kunstnerkoloni.

– Vi har aftalt, at alt militært personel vil gå i historiske uniformer, så det på mange måder vil virke som et reenactment-stykke. Det vil helt sikkert give mere liv på øen. Derfor har vi også indført en særlig dagsbillet til de besøgende på øen, ligesom flere særlige mærker af det bornholmske is-brand Krølle Bølle-is formet som kardæsker og granater vil blive introduceret specielt til Christiansø, siger han.

Han venter også, at det danske popband TV2 vil kunne lokkes til at spille ekstra meget i forsamlingshuset Månen på Frederiksø, nu hvor der sandsynligvis vil være flere gæster til koncerterne .

Den russiske ambassadør i Danmark Vladimir Barbin siger i en kommentar til Satyren, at oprustningen på Christiansø er et offensivt træk, der skaber spændinger i Østersøen. Han mener desuden, at udmeldingen fra øens kommandant rejser mange spørgsmål.

– Hvad vil det eksempelvis fremover komme til at koste at besøge øen? Og vil isen være økologisk fremstillet? Han svarer slet ikke på de spørgsmål, siger ambassadør Barbin.

Foto: Hans Ole Matthiesen.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Modspil til Rusland: Danmark opruster med historiske våben på Christiansø"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*