Data skrevet på skiffertavler med griffel kan ikke slettes grundigt nok. Det åbner mulighed for, at elever snyder, så nu forbydes de topmoderne undervisningsmidler.
Når de små pilte møder ind i skolen efter høst, bliver det uden moderne undervisningsmidler som skiffertavle og griffel. Det viser sig nemlig, at ord stadig kan læses selv efter flere overtørringer. Det er ikke bare upraktisk, men også i strid med forordningen om, at eleverne ikke må snyde ved at skrive af fra hinanden.
Derfor vil Biskpop Münter, som er den ansvarlige for det sjællandske skolevæsen, midlertidigt forbyde brug af tavle og griffel, indtil de sikkerhedsmæssige udfordringer er løst.
Til Satyren forklarer biskoppen, at det da er ærgerligt, når ny teknologi ikke kan implementeres som ønsket, så eleverne kan lave skriveøvelser og regnestykker derhjemme om aftenen, men hensynet til forordninger og regulativer vejer tungere.
– Der hersker stor konfusion om sikkerheden ved elevernes brug af tavler og grifler i skolen. Ingen ved, hvor længe det tager at viske tavlerne helt rene og slette gamle regnestykker og skriveøvelser, så den efterfølgende bruger ikke kan tegne de slettede stykker op og snyde. Derfor agter jeg at indstille al brug af disse skriveredskaber, indtil situationen er afklaret, siger Münter.
Skal skrive i sandkasse
Biskop Münter anbefaler, at eleverne vender tilbage til at skrive i sandkasse. Det er et gammelt og gennemprøvet undervisningsmiddel, hvor alt med sikkerhed kan slettes igen uden at efterlade spor.
Det ærgrer degn og førstelærer ved Nidkær sogns pogeskole, Mads Mulkt, at børnene skal tilbage i sandkassen. Han frygter for disciplinen blandt eleverne.
– Jeg kan jo se, hvilke sjofelheder de uartige unger har skrevet og give dem et drag over nakken, men i sandkassen kan de snapt viske deres vederstyggeligheder ud, siger en ærgerlig førstelærer.
Han hvisker eksempler på uartighederne i øre på Satyrens rødmende udsendte.
Aflyser skole-hjem-samarbejde
Førstelæreren begræder også den forpassede mulighed for at give eleverne regnestykker og skriveøvelser med hjem, som led i hans fremsynede skole-hjem-samarbejde. Her skal eleverne lære fra sig til deres forældre, mens de selv øver sig i at skrive pænt og dividere.
– Forældrene er jo de rene analfabeter, men ingen er uforbedrelige, så jeg sætter min lid til, at de flinkeste af mine elever kan putte noget lærdom ind i deres forældres hoveder, selvom de jo ikke må prygle dem med spanskrører eller sætte dem i skammekrogen med en dummehat på hovedet, siger overlærer Mulkt.
Satyren erfarer, at der arbejdes på at erstatte tavle og griffel med papir og et udviskeligt skriveredskab baseret på grafit.
Foto: Minden Museum, museumdigital.de.
Be the first to comment on "Frygter datakopiering: Biskop Münter forbyder skolers brug af skiffertavle og griffel"