Ny konspirationsteori: Ældre stenalder findes ikke 4.47/5 (19)

Ussheristerne mener, at verden kun er 6000 år gammel. Derfor hævder de, at ældre stenalder er en løgn. Den skal få os til at tro, at verden er meget ældre, end den er.

– Hvis ældre stenalder virkelig findes, hvorfor har Nationalmuseet så ingen eksperter i ældre stenalder?

Spørgsmålet stilles af Jens Kjellerup Manniche. Han holder en kunstpause og svarer:

– Det har de ikke, fordi ældre stenalder ikke findes. Den er konstrueret for at bilde os alle sammen ind, at verden er meget ældre, end den i virkeligheden er.

Jens Kjellerup Manniche er Ussherist. Han er fuldstændigt overbevist om, at verden blev skabt for kun godt 6000 år siden, som beregnet af den irske biskop James Ussher i 1650.

Monet skabte hulemalerier

Arkæologiske fund og fakta preller af på Jens Kjellerup Manniche. Ifølge ham er alle arkæologiske fund dateret før den 23. oktober år 4004 f.Kr. forfalskninger.

Han er overbevist om, at hulemalerierne i de berømte huler i blandt andet Frankrig er skabt af moderne kunstnere.

– Jeg kan meget snart bevise, at malerierne i Lascaux-hulen er malet af Claude Monet, som opholdt sig i området i lange perioder af sit liv, fordi han var hyret til at pynte grotterne, siger han.

Heller ikke Venus fra Willendorf giver Jens Kjellerup Manniche meget for. Han viser Satyrens udsendte et fotografi, der forestiller en souvenirforretning i den østrigske by Krems tæt på fundstedet. Han peger på en utydelig plamage på den nederste hylde af en reol med turist-tingeltangel.

– Se, der er hun, Venus fra Willendorf. Hun blev fundet i 1908, men fotoet her stammer fra 1906. Hvordan forklarer du det, hvis det ikke er en forfalskning, spørger Jens Kjellerup Manniche.

Nationalmuseets falske ravbjørne

I det hele taget flyder muserne over med forfalskede genstande fra ældre stenalder, hævder Jens Kjellerup Manniche.

– Tag nu de to falske ravbjørne, som blev afsløret for nogle år siden på Nationalmuseet. De forsøgte at dække over sandheden med en komplet utroværdig historie om en antikvitetshandler, som forsøgte at snyde museets arkæologer.

Derefter opremser Jens Kjellerup Manniche alle løgnene om ældre stenalder. Køkkenmøddinger er naturlige skaldynger, hvor arkæologer har gemt forfalskede oldsager. Det samme er gravfundene, mens håndkiler i virkeligheden er forarbejder til redskaber fra yngre stenalder.

Ussheristen er ikke i tvivl om, hvem der står bag det hele.

– Det er Darwinister og evolutionstilhængere, som konstruerer data og alternative fakta for at underbygge deres falske teorier, siger Jens Kjellerup Manniche.

Han udgiver til efteråret bogen Verdens sande alder og den store løgn om ældre stenalder. Den udkommer på forlaget Von Däniken.

Illustration: Anskuelsestavle af T. Sillasen.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Ny konspirationsteori: Ældre stenalder findes ikke"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*