Champagnegaloppen truer Tivoli med fallit 4.8/5 (10)

Der ryger utallige flasker champagne, når Tivolis orkester opfører H.C. Lumbyes  champagnegaloppen. Gæsterne kræver ustandseligt da capo, som truer Carstensens forlystelse med fallit.

En kort og fyndig trompetfanfare lyder. Så høres et skarpt knald. Proppen ryger af den magnumflaske Veuve Clicqout, som promenadeorkestrets janitshar fyrer af. En geyser af champagne skyder ud over orkestret. Den væder musikernes rygge og store stænk rammer den storsmilende dirigent H.C. Lumbye. For niende gang den formiddag giver han da capo på sin nyeste komposition, Champagnegaloppen.

For hver ny champagneflaske, janitsharens assistenter forbereder til et nyt brusebad, bliver Tivolis grundlægger og direktør Georg Carstensen mere og mere bleg.

– Det koster mig en formue, når Lumbye spiller Champagnegaloppen. Der ryger et dusin magnumflasker, hver gang, han løfter dirigentstokken. Den lille selvfede frikadelle insisterer på at opfylde publikums krav om da capo, så hans oppustede kunstneriske ego kan beruse sig på min bekostning, siger en sammenbidt Carstensen til Satyrens udsendte, som står og slår takten til galoppen med galocherne.

– Og det koster store summer i genetillæg. Udgiften til rengøring og bekæmpelse af bananfluer er skyhøj, mens byens vaskekoner spinder guld på at tvætte orkestrets kjolesæt, tilføjer han med et suk.

Han afviser at lade publikum betale. De vil flygte ud af haven og ruinere ham hurtigere end Lumbyes champagnefontæne.

Champagnegaloppen slår bunden ud af markedet

Overfor Satyren bekræfter direktør for  Kjøbenhavns Vingrosserer og Kyper Societet forlydenderne om, at champagnebeholdningen i København er faretruende lav og priserne høje.

– Prisen på en flaske champagne er steget  flere hundreder procent på grund af Tivolis uansvarlige omgang med de gyldne bobler. Det gavner på kort sigt vores forretning, men i længden undergraver det societetets monopol, siger direktøren.

Han mener også, at Tivoli undergraver champagnens eksklusivitet.

– Det er da barmhjertigt, at Tivoli udskænker sjatterne til byens fattige, men de proletariserer champagnen, og fattiglemmerne er efterhånden også trætte af at drikke champagne morgen, middag og aften.

Utænkelig uden bobler

I Tivoli fanger vi  H.C. Lumbye efter han i et kvarter har modtaget ovationer, og musikerne er gået ud for at få et velfortjent bad og skifte tøj.

Han stiller sig uforstående over for Carstensens kvaler.

– Kun proppen fra en magnumflaske Veuve Clicquot skaber den lystige humøreksplosion og løssluppenhed, man forbinder med fest og champagnerus. Det virker overhovedet ikke med bretonsk cider eller, Gud forbyde det, mineralvand og proppistol, siger Lumbye med foragt og tilføjer:

– Det er jo den kunstneriske smålighed man må forvente. Vi er i København, ikke det vidunderlige Wien.

Mens skurekonerne knokler med kost og spand, åbner komponisten for et en løsning. Han er villig til at forkorte Champagnegaloppen betydeligt. Ikke for at spare Carstensen hans champagneudgifter, men af andre hensyn.

– Det er en hurtig og lystig galop, men bourgeoisiets velnærede herrer og deres svære madammer i korsetter, har ganske enkelt ikke fysikken til at hoppe let og frejdigt i så lang tid, lyder det fra H.C. Lumbye.

Så iler komponisten videre for at skrive autografer.