Det politiske klima i Rusland har fået Volgas kendte pramdragere til at søge politisk asyl i Danmark.
– Hej, lad os gå. En gang til.
Sådan lyder sangen og råbene igen og igen fra lange rækker af russisktalende pramdragere.
Onsdag aften er slangen i Kastrup Lufthavn flere hundrede meter lange, mens stadig flere fly lander med de russiske asylansøgere.
Den store folkevandring er startet, efter de russiske pramdragere ‘en bloc’ har besluttet sig for at søge politisk asyl i Danmark, og dermed har smidt en bombe ind i den politiske debat på Christiansborg, hvor politikerne nu på andet døgn har afbrudt regeringsforhandlingerne og diskuterer de mere end 2.000 pramdrageres asylansøgninger.
– Vi vil bare gerne have et sted, hvor vi i ro og fred kan trække skibe og pramme. Måske i Limfjorden, siger Fjodor Sjaljapin, en kraftig russisk kæmpe med krøllet hår, der de sidste 31 år har trukket pramme med stenkul langs den mørke moderflods breder.
Vil drage pramme på Storebælt
De mange pramdragere har valgt at søge asyl i Danmark som følge af det stadig mere lukkede politiske klima i Rusland og rige muligheder for at drage pramme på de danske fjorde.
– Engang var vi forbilleder i både zardømmet og Sovjet-republikken. Men nu må vi ikke engang have et billede hængende af diktatoren på lokummet. Hvad bliver det næste? At de beskærer vores vodka-ration, siger Sjaljapin til Satyren.
Putin lod pramdragerne trække den korteste snor og leverede glad Tupolev maskiner, så flygtningene kunne flyves til København.
Det er dog ikke endemålet for mange af flygtningene.
– Der er for få og for korte kanaler i København. Jeg kunne godt se mig arbejde på Storebælt. Eller måske på Kanhavekanalen, hvis I ellers graver den op igen, siger den russiske mand, der selv har medbragt reb til at trække skibene.
Illustration: Ilia Efimovich Repin.
Be the first to comment on "Volgas pramdragere søger asyl i Danmark"