Kriminalkommissær Barnaby opklarer kongedrabet i Finderup Lade 4.55/5 (33)

Danske TV-seere kan glæde sig til specialafsnit af den populære britiske krimiserie om kriminalkommissær Barnaby, hvor han afslører Kong Erik Klippings drabsmand.

Mordet på Kong Erik Klipping i 1286 er blevet  kaldt Danmarks koldeste drabssag. I 737 år har politiet stået på bar bund i opklaringen af Danmarks seneste kongemord. Det har ikke skortet på mistænkte, men efterforskningen har aldrig fremskaffet beviser, som kunne føre til det endelige gennembrud og anholdelse af en eller flere gerningsmænd.

Men nu er det sket takket være TV-detektiven John Barnaby. Det oplyser drabschef ved Midt- og Vestjyllands Politi Villads Ingemann til Satyrens kriminalreporter.

– Vi har fået overdraget en række effekter, afhøringsrapporter og tilståelser. De peger entydigt på, hvem der dræbte Kong Erik med 56 stik og klarlægger motivet til at rydde kongen af vejen. Jeg vurderer, at sagen er fuldt opklaret, og anklagemyndigheden rejser tiltale, som fører til domfældelse, siger Villads Ingemann.

Han forklarer, at opklaringen er sket under højst utraditionelle omstændigheder. I et særafsnit af serien om kriminalkommissær Barnaby optaget i Danmark lykkes det den folkekære efterforsker at opklare det historiske mord.

Barnaby tager aldrig fejl

Til Satyren bekræfter kriminalkommissær John Barnaby, at han har opklaret sagen. Det var en meget simpel sag, forklarer detektiven. Han er faktisk lidt overrasket over, at dansk politi ikke for længst har knækket den nød.

– Det er elementært. Alle ved, at de farligste steder at opholde sig for en upopulær mand er i små hyggelige landsbyer som Finderup, hvor alle kender alle. Det begrænser jo kredsen af mistænkte til en håndfuld, siger den lune britiske politimand og fortsætter:

– Som dreven drabsefterforsker er det min erfaring, at det aldrig er de mistænkte med det dårligste alibi og de mest oplagte motiver, som viser sig at være gerningsmanden. Dermed er den mulige personkreds snævret kraftigt ind. I øvrigt holder folk øje med hinanden, og det er sagens kronvidner Karen Møller Sørensen og hendes mand Erland mestre i. Derefter er der blot et par forviklinger at overstå, inden alle brikker falder på plads i min opdagerhjerne, og jeg kan udpege den skyldige.

Han tilføjer, at han, i alle de sæsoner han har opklaret drab i fjernsynet, aldrig har taget fejl en eneste gang.

Som en gestus for at have opklaret Danmarkshistoriens mest døde drabssag, fik John Barnaby lov til at konfrontere og anholde personen for rullende kameraer. Hvem drabsmand er, har Satyren lovet ikke at afsløre. Læserne må vente i spænding til afsnittet vises næste sommer og genudsendes i det uendelige på dansk TV.

Ender i galgen

Den mistænkte  har under tortur tilstået drabet. Han sidder i fangehullet, mens politianklageren forbereder en kort retssag. Den vil med stor forudsigelighed ende med offentlig hængning på torvet i Viborg.

– Anklagede skal dømmes efter gældende retspraksis i 1286. Derfor kan retssagen overstås på en formiddag. Den anklagede har ikke nogen forsvarer, og der ikke føres vidner, siger politianklager Fritze Frühbirn.

Satyren erfarer, at produktionsselskabet bag serien om Barnaby planlægger endnu et specialafsnit. Her opklarer mesterefterforskeren drabet på Sveriges statsminister Olof Palme.

Mashup: Mester Ictum.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Kriminalkommissær Barnaby opklarer kongedrabet i Finderup Lade"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*