Reenactere: Første Verdenskrig var slet ikke så grusom 4.83/5 (12)

Efter fire års levendegørelse er reenacatere enige i deres dom. Det var langt fra forfærdeligt at være frontsoldat under Første Verdenskrig.

Om få dage er det hundrede år siden, Første Verdenskrig sluttede. Det markeres med højtideligheder verden over. Også i det danske Første Verdenskrigsmiljø mødes man og fejrer afslutningen på fire års levendegørelse af krigen på museer, historiemesser og militærfestivaller.

Konklusionen er entydig. Rædslerne levede på ingen måde op til reenacternes forventninger.

– Første Verdenskrig var såmænd alvorlig nok, men vores oplevelser viser, at det ikke var det helvede på jord, vi alle har læst om hos Remarque, Dinesen og Ernst Jünger.

Jeg oplevede ingen tab overhovedet i min bataljon, hverken døde eller sårede, siger Siegried von Seehecht tydeligt stolt over at have ledet sine folk sikkert gennem fire års levendegørelse

Det fortæller Siegfried von Seehecht, som er major i den Kejserlige Tyske Hær. Han er en trivelig gråsprængt mand midt i halvtredserne med fipskæg og nydeligt schnurrbart. Da satyren møder ham og hans fuldtallige bataljon på 27 mand, er han ulasteligt klædt i grøn officersuniform med pistol i skinnende læderfutteral og jernkors fæstnet på brystet.

Majoren hedder i virkeligheden Arne Olsen og er proceskonsulent i Slagelse Kommune. Sammen med sine mænd levendegør han krigen, som officer i Graff von Fröntzls Landsturm-Grenadier und Infanterie-Regiment zur Fuss (forkortet af red).

– Jeg taler på alles vegne, når jeg siger, at krigens helvede er voldsomt overdrevet. Jeg oplevede ingen tab overhovedet i min bataljon, hverken døde eller sårede, siger Siegried von Seehecht tydeligt stolt over at have ledet sine folk sikkert gennem fire års levendegørelse.

Gasangreb skyldtes surkål

Majoren klemmer med sit højre øje fastere om monoklen, som vil han understrege alvoren. Så fortæller han, at heller ingen civilister led overlast.

Hans mænd nikker samtykkende. De forklarer samstemmende, at maden i øvrigt var god. Der var aldrig roesuppe i deres gullaschkanon. Mændene frøs aldrig og oplevede heller ingen mudder i skyttegravene på deres frontafsnit. Det meste af formidlingen kunne i tilfælde af regnvejr heldigvis foregå indendørs.

Kun en gang var bataljonen udsat for et giftgasangreb, men de blev teknisk set ramt af egen ild, forklarer Major von Seehecht.

– Kokken lavede sauerkraut til flere dage, og luften var temmelig tyk i sovesalen de nætter, siger majoren, mens resten af bataljonen bryder ud i latter.

Det er det gode ved reenactment og levendegørelse. Vi kommer helt tæt på, hvordan det virkelig var, og det er ofte noget helt andet end det, vi kan læse om i historiebøgerne

Heller ikke de reenactere fra Tripelententen, som Satyren møder, genkender blodbadet og lidelserne.

Kaptajn i Royal Yorkshire Bicycle Fusiliers, Percival Upjohn-Smythe, som til dagligt arbejder som bogholder i et pensionsselskab og hedder Preben Andersen, har kun lovord til overs for tyskerne.

– Vi oplevede slet ikke Jerry som de blodtørstige lystmordere, vi læser om, siger han og tilføjer på klingende Amager-engelsk, at tyskerne er nogle darn good sports and true gentlemen, som gerne deler ud af deres weinbrand om aftenen ved lejrbålet.

En fornøjelig lille krig

Kaptajn Upjohn-Smythe afliver også gerne en myte. Det er i følge ham en skrøne, at det var blomsten af Europas ungdom, som døde i skyttegravene.

– Se på os! Ligner vi veltrænede ynglinge, spørger han og peger rundt på fritidssoldaterne af alle nationaliteter, mens han klukker af grin, så hans pænt store mave hopper op og ned.

Bortset fra en skuffet østrigsk reenactor ved navn Adolf er alle enige. Første Verdenskrig nok var træls, hvis man lå i skyttegravene hver dag, men ellers var krigen ganske fornøjelig.

– Nu er det jo sejrherren, som skriver historien, og det er mig en gåde, hvorfor de har givet Første Verdenskrig så dårligt et ry, når vores erfaringer fortæller os noget helt andet, undrer Major von Seehecht sig.

Kaptajn Upjohn-Smythe nikker og tilføjer:

– Men det er netop det gode ved reenactment og levendegørelse. Vi kommer helt tæt på, hvordan det virkelig var, og det er ofte noget helt andet end det, vi kan læse om i historiebøgerne.

Foto: U.S. Air Force, Ken LaRock

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Reenactere: Første Verdenskrig var slet ikke så grusom"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*