Kvik trussel fra Mogens Lykketoft udløste Den Russiske Revolution 4.82/5 (11)

Satyren kan sensationelt afsløre, at det var Mogens Lykketoft, som satte Den Russiske Revolution i gang med en “kun for sjov trussel” i Dumaens kantine.

– Hvad har I gang i? Jeg kan godt sige jer, at hvis I laver den aftale, så slår jeg jer ihjel!

Med disse ord udløste medlem af Folketinget og tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (A) en lavine af voldsomme begivenheder i Rusland. De endte med revolution og zarens fald. Bolsjevikkerne tog magten og skabte Sovjetunionen.

På det tidspunkt var vi overbeviste om, at det var Lev Trotskij, som stod der og truede os. Alene af den grund tog vi truslerne meget alvorligt

Det er Satyrens særlige gravergruppe, som nu har udredt forløbet om Mogens Lykketofts rolle i Den Russiske Revolution.

Troede det var Trotskij

Et øjenvidne forklarer, at han sad i Dumaens kantine i Sankt Petersborg hin februardag i 1917 og nød en portion borsjtj og blinis sammen med blandt andet Aleksandr Kerenskij og flere ledende liberale reformtilhængere. Pludselig henvendte Mogens Lykketoft sig umotiveret til dem med sine trusler.

– Han truede med at slå os ihjel og udradere os ved et kommende valg, hvis vi indgik den aftale. Vi anede ikke, hvilken aftale han hentydede til. Vi undrede os også over, at han talte om valg. På det tidspunkt var vi overbeviste om, at det var Lev Trotskij, som stod der og intimiderede os.

– Alene af den grund tog vi truslerne meget alvorligt. De ved jo, hvor vanvititge bolsjevikker og proletarer er. Derfor tog vi ingen chancer, men fremskyndede vores planer om revolution. De kender jo selv resultatet af Februarrevolutionen og de begivenheder som fulgte, siger øjenvidnet, som ønsker at være anonym af hensyn til kommende udrensninger og pogromer.

Det er brandærgerligt, at en Trotskij wannabee som han kommer og blander sig i noget, han ikke skal stikke sin næse i

Mogens Lykketoft ønsker ikke at kommentere Satyrens oplysninger. Han henviser i stedet til et tweet, hvor han afviser, at han mente sin bemærkning alvorligt.

– Det var da helt utrolig så alvorligt en munter bemærkning er blevet taget ned, skriver Mogens Lykketoft på Twitter.

Lykketoft har truet flere gange

De oplysninger kender de ikke til i Sankt Petersborg. Det kan skyldes, at Twitter ikke var udbredt i revolutionstidens Rusland, men også at Mogens Lykketoft ikke er nogen central person i det russiske revolutionsmiljø.

– Det er brandærgerligt, at en Trotskij wannabee som han kommer og blander sig i noget, han ikke skal stikke sin næse i. Havde vi vidst det, havde vi ikke startet revolution, men i stedet klaget over ham til Dumaens formand, lyder det fra Satyrens anonyme kilde.

Satyrens gravergruppe erfarer, at det ikke er første gang, Mogens Lykketoft har forårsaget voldsomme verdensbegivenheder med en spøgefuld trussel.

Ifølge Satyrens kilder kom Mogens Lykketoft med en lignende kommentar, da han tilfældigt passerede lederne af en blokade af havnen i Boston i 1773. Vidner har set ham henvende sig til et selskab af serbiske separatister på en café i Sarajevo i sommeren 1914, mens flere har observeret ham i en voldsom meningsudveksling med demonstranter foran Bastillen i sommeren 1789.

Foto: UNIDO, Flickr.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Kvik trussel fra Mogens Lykketoft udløste Den Russiske Revolution"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*