Fransk politiker: Riv Notre Dame ned og lav parkeringspladser 4.6/5 (15)

André Samuel fra partiet Alliance Libéral vil rive resterne af Notre Dame katedralen ned og anlægge parkeringspladser. De skal øge luksusbutikkers omsætning og finansiere skattelettelser.

Hvis det står til lederen af partiet Alliance Libéral, André Samuel, bliver Notre Dame i Paris ikke genopført efter branden i sidste uge. Den kommende præsidentkandidat foreslår i stedet, at kirken rives ned, og grunden indrettes til parkeringspladser.

Ifølge André Samuel skal godt 200 parkeringspladser øge butikernes omsætning, skabe flere jobs og dermed gøre samfundskagen større og danne grundlag for store skattelettelser. De skal komme værdigt trængende franskmænd til gode.

Det er afgørende at tiltrække købestærke grupper, som kan sikre en høj omsætning. Der bliver parkering forbudt for alle biler billigere end en Porsche

– Nu hvor katedralen er brændt, må vi spørge os selv, om Paris og Frankrig har mere brug for parkeringspladser og vækst end en gammel udbrændt kirke. Vi har en historisk chance for at rette op på fremtidige fejltagelser og tænke fremsynet for Frankrig og franskmændenes velfærd, siger André Samuel.

Skattelettelse til Gerard Depardieu

Ifølge André Samuel skal parkeringspladserne reserveres luksusbiler.

– Det er afgørende at tiltrække købestærke grupper, som kan sikre en høj omsætning. Der bliver parkering forbudt for alle biler billigere end en Porsche, siger han og tilføjer, at skattelettelserne skal gå til dem, der virkelig har behov.

Beregninger viser, at samtlige franskmænd på arbejdsmarkedet kan få en skattelettelse på 100 Euro om året i de næste 10 år. Det forudsætter endvidere, at ruinen sælges i små stykker til turister og provenuet investeres i en højrisikabel investeringsfond.

En af dem, hvis liv André Samuel vil forsøde med en skattelettelse, er  Frankrigs store søn, skuespilleren Gerard Depardieu. Han har i flere år levet i eksil i Rusland på grund af Frankrigs høje formueskatter.

Fra tårnet kastede klokkeren store sten mod en folkemængde iført gule arbejdsveste, som protesterede mod fjernelse af katedralen. Den vanskabte mand troede, det var et arbejdssjak, som skulle rive Notre Dame ned

Det kontroversielle forslag får blandede modtagelser blandt franske politikere og intellektuelle.

Forfatteren Victor Hugo retter en sønderlemmende kritik i en symfonisk kronik i med titlen Le vrais miserable fremført af Stig Rossen på fransk TV. Partiet l’Alternative vil hverken have en kirke eller flere parkeringspladser. Forskabing for l’Alternative foreslår, at området indrettes til et mangfoldigt og rummeligt gøglerakademi.

Derimod afviser lederen af Partie Populaire Francais ikke parkeringspladser, hvis katedralen genopbygges i hans hjemby Trou de Rat sur Merde, som er den by i Frankrig, der ligger længst væk fra Paris.

Klokker arresteret for terror

Fransk politi melder om folkelige uroligheder oven på Alliance Libérals forslag. Politiet har blandt andet arresteret en klokker ansat ved Notre Dame for terror. Fra tårnet kastede klokkeren store sten mod en folkemængde iført gule arbejdsveste, som protesterede mod fjernelse af katedralen. Den vanskabte mand troede, det var et arbejdssjak, som skulle rive Notre Dame ned.

Frankrigs præsident Emmanuel Macron taler senere i dag til det franske folk. Iagttagere forventer, at præsidenten kun i meget vage vendinger vil berøre Notre Dame katedralens skæbne. De vil i stedet hæfte sig ved omfanget af patos i Macrons stemme, lidelsen i hans blik samt antallet af kunstpauser. På baggrund af det, vil de tolke præsidentens  indstilling til Alliance Libérals tanker.

Foto: Godefroy Troude, Wikimedia.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Fransk politiker: Riv Notre Dame ned og lav parkeringspladser"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*