Valhalla Games: Thor vinder igen guld i hammerkast 4.81/5 (16)

Thor genvinder hammerkast. Odin vinder væddeløb på ny V8-hest, og Høder tager overraskende sejr i bueskydning i Valhalla Games.

Det blev endnu en vanvittig dag under Valhalla Games, hvor guder og mennesker mødes i kappedyst.

Oven på Røde Orms dramatiske førsteplads i match race, Frejas sikre sejr i kattekørsel for damer, og Uffe hin Spages sensationelle finalesejr i tvekamp, havde dagens konkurrencer meget at leve op til.

Og hverken publikum eller deltagere blev skuffede. De fik både drama, overraskelser og den forventede favoritsejr.

Odins V8 hest vinder

Valhals toprytter Odin vandt suverænt galopløbet langt foran danerne og deres store håb Magnussen.

Odins nye V8 hest model Sleipner var Magnussens firebenede islandske model langt overlegen både i fart og i hestekræfter. Samtidig klarede Valhals team fodring, vanding og skift af hestesko markant hurtigere. Og så gav satsningen på Vølund Smeds nye forstærkede sko, Sleipner dét ekstra bid i dirten.

Sejren i hammerkast var en opmuntring for Thor, som forleden meget overraskende tabte brydefinalen til en gammel tandløs kælling

Odin startede fra førsteposition og undgik derved et voldsomt massesammenstød i første sving, som sendte adskillige ryttere af sadlen og ud af konkurrencen. Løbet bød på aggressive ridt, adskillige tvekampe undervejs og dramatiske styrt, da Svearen Svenssons hest gled i hestepærer på langsiden, mens islænderen Tøltirsson fik en flyvende hestesko i panden. Han meldes uden for livsfare.

Odin oplevede efterfølgende en dråbe malurt i mjøden, da danerne nedlagde protest over Valhals brug af en otte-benet hest. Protesten blev afvist.

Thor vinder hammerkast igen

Med 100 fuldtræffere ud af 100 mulige genvandt guden Thor konkurrencen i hammerkast. Det kom ikke som en overraskelse for nogen, og sejren var en opmuntring for Thor, som forleden meget overraskende tabte brydefinalen til en gammel tandløs kælling.

Siden Arilds tid har Thor vundet samtlige hammerkastkonkurrencer, han har deltaget i. Bortset fra det år, hvor Jætten Trym til alles forbløffelse løb med guldet, har Thor siddet på hammer-tronen.

Efter de tre første konkurrencer i plyndrings-femkamp, som er drab, ildspåsættelse og voldtægt, fører Ragner Lodbrog knebent foran Godfred

Det vækker bekymring hos kommentatorer og eksperter, at Thor er så suveræn. De frygter, at det tager spændingen ud af konkurrencen, når resultatet er så forudsigeligt.

Høder vinder overraskende bueskydning

Selv en blind bueskytte rammer plet. Den største sensation i Valhalla Games nogensinde blev en realitet, da den blinde gud Høder vandt den prestigefyldte bueskydningskonkurrence med 29 dræbte jætter ud af de 30 pile han sendte af sted.

At Høder overhovedet deltager skyldes en ny mangfoldighedsregel om, at guder og mennesker med handicap ikke må udelukkes fra at deltage i Valhalla Games.

Med halvjætten Loke som træner har Høder gjort store fremskridt, og det var et rent uheld, at hans sidste pil ramte en stadiontræl, som gik i vejen.

Valhalla Games fortsætter i morgen med afgørelsen i disciplinen plyndrings-femkamp. Efter de tre første konkurrencer, som er drab, ildspåsættelse og voldtægt, fører Ragner Lodbrog knebent foran Godfred før de to afgørende discipliner, der går ud på at tage bytte på tid og digte heltekvad om udført dåd.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Valhalla Games: Thor vinder igen guld i hammerkast"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*