Byggematador opfører luksusboliger til nyrige vikinger ved Trelleborg 4.58/5 (43)

Ved Trelleborg opfører bygmester Thorssøn fra Aros eksklusive luksushaller til den nye købestærke togt-klasse, der vælter sig i Danegæld og angelsaksisk klostersølv.

– Her har i mig tilbage.

Sådan hilser en syngende glad bygmester Thorssøn, da vi møder den lille trivelige mand, som alle havde dømt færdig efter nogle forfalskede underskrifter og et fejlslagent byggeprojekt i England.

Men nu er han tilbage. På en mark uden for Trelleborg på Sjælland viser han sit nyeste og hidtil mest ambitiøse projekt frem. Håndværkstrælle er i fuld gang med at bygge et kompleks af 16 luksushaller med alle moderne bekvemmeligheder beliggende trygt bag en lukket cirkelvold ved den smukke Tude Å.

Blandt andet har Roarskilde Sølvkasse og den lokale Plyndringskasse Trelleborg skudt store beløb i projekterne

Der er tale om enfamilies haller med spåntag liggende fire og fire sammen omkring et lille gårdmiljø med plads til børn, hustrælle og opstaldning af heste. Og via Tude Å, er der hurtig adgang til Storebælt og resten af verden.

Luksus i højsæde

– Det er fremtidens boform, hvor den moderne viking trygt kan slappe af og nyde livet, forklarer en selvsikker Thorssøn om Trelleborgbyggeriet.

Det er blot et af byggematadorens i alt seks byggerier, der skyder op andre steder på Sjælland, i Skåne, på Fyn og i Jylland. Han tror på, at luksushallerne sælger som varmt brød.

Thorssøns visioner rækker videre endnu. Han har kontakt til en række sølvstærke, islandske stormænd. Sammen har de planer om at bygge i Vinland

– De mange vellykkede togter har skabt en helt ny velhavende togt-klasse, og der aldrig har været så meget sølv i omløb som nu. Folk har købt de trofæheste og hurtige snekker, de har brug for. Nu gælder det boligen, forklarer Thorssøn.

Han tror på et fortsat svagt England, som bliver mere isoleret, og sølvstrømmen vil derfor fortsætte. Det betyder, at selv ganske almindelige vikinger snart får råd til bedre boliger.

Planer i Vinland

Der står stærke pengemænd bag Aros bygmesterens ambitiøse planer. Blandt andet har Roarskilde Sølvkasse og den lokale Plyndringskasse Trelleborg skudt store beløb i projekterne med klare forventninger om gevinster i togtstørrelse. Og bygmesteren garanterer, at alt kører efter planen.

Men Thorssøns visioner rækker videre endnu. Han har kontakt til en række sølvstærke, islandske stormænd. Sammen har de planer om at bygge i Vinland.

– Derovre er der muligheder. Betragtet i fremsynets ulideligt klare lys, ser jeg store haller stå i mange stokværk i Vinland, og de står der også om 1000 år spår han, mens han længselsfuldt spejder ud over Tude Å og sender blikket vestover.

Tegning: Holger Schmidt.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Byggematador opfører luksusboliger til nyrige vikinger ved Trelleborg"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*