Vikingekongen Gorm den Gamle er rystet over at være i slægt med mere end fem millioner danskere.
– Det er ufatteligt. Den havde jeg ikke set komme, siger en chokeret Gorm den gamle, da Satyren indvier ham i den udbredte påstand blandt slægtsforskere, at alle nulevende danskere er i familie med ham.
Den gamle konge må sætte sig ned et øjeblik og sunde sig, inden han fortsætter:
– Thyra og jeg fik jo nogle unger, og så mange var der jo heller ikke, men så var der jo alle dem jeg fik med mine friller og trælle, og hvis vi tæller voldtægter på togterne med, så løber det jo op, siger Gorm den Gamle eftertænksomt.
Hvor mange børn det blev til og med hvem, har kongen ikke helt styr på.
– Det var jo ikke forkert, at en mand fik børn på gule kærreplader, men det var jo ikke alle mine friller, som Thyra skulle vide af, og som tiden gik, og jeg blev gammel, var det ærlig talt lidt svært at holde styr på, siger Gorm, som nægter at tro, at det blev til så mange efterkommere, at de udgør et helt lands befolkning.
Et spørgsmål om statistik
Men den er god nok, forklarer en førende dansk slægtsforsker.
– Det er rigtigt, at du og jeg og alle andre i Kongeriget Danmark, som har vores rødder her, er i familie med Gorm den Gamle, siger den førende slægtsforsker, som desuden også er en anerkendt slægtsforsker.
Hun forklarer, at forfædrene fordobles for hver generation, man går tilbage. Vi har hver to forældre, fire bedsteforældre, otte oldeforældre, 16 tipoldeforældre og så videre. Det er bare at vende regnestykket om og regne fremad, så ender det med, at Gorm den Gamle er stamfader til alle danskere, bortset fra dem, som er indvandret i tidens løb.
– Det er et simpelt spørgsmål om statistik og lidt talknuseri. Statistik lyver som bekendt aldrig, siger den førende, anerkendte slægtsforsker.
Gorm håber at sidde i uskiftet bo
Selv om Gorm den Gamle tager det som en anerkendelse af hans kraft og virilitet, så er konsekvenserne uoverskuelige for ham.
Det bekymrer ham, at så mange kan kræve en arvepart af riget, og hvis ikke han kan sidde i uskiftet bo, så er Danmark splittet for alle vinde, og han går rabundus. Men Gorm kan også se de positive sider af sagen.
– Man skal ikke kimse ad alle de runesten, som mine efterkommere kan rejse til min og Thyras hæder, og der er en hel del at leve op til, hvis de skal overgå den Harald satte over os, siger Gorm den Gamle.
Han tilføjer, at han da også er tilfreds med at få sportshaller, skoler og genbrugsstationer opkaldt i hans navn.
Foto: Allan Harris, Flickr.
Be the first to comment on "Gorm den Gamle i chok: Jeg er i familie med alle danskere"