Nationalmuseet inviterer til holocaustdebat med Joseph Goebbels 4.73/5 (26)

Ved du heller ikke, hvad der er op og ned på Holocaust, så fortvivl ikke. Nu inviterer Nationalmuseet til nuanceret debat om jødeudryddelser, slaveri og kolonialisme.

– Holocaust har vist, at det er svært at vide, hvad vi skal tro på. Eksperterne er ikke altid enige, politikerne heller ikke, og på sociale medier blander menig mands synsninger sig med nyhedshistorier, der fortolker fakta, siger Nationalmuseets head of outreach Helene Polemos-Nielsen til Satyren.

Derfor inviterer Nationalmuseet nu til en serie debatarrangementer. De skal nuancere kontroversielle emner som holocaust, men også slaveri og kolonialisme under titlen ”Stoler du blindt på historien”.

Museet vil dermed indgyde danskerne en portion sund skepsis og modet til at udfordre fasttømrede historiske sandheder.

Goebbels glæder sig

Det Tredje Riges propagandaminister Joseph Goebbels er blandt paneldeltagere. Han skal give danskerne et bredere perspektiv på Holocaust, som han kalder en vellykket løsning på Tysklands ghettoproblemer.

– Jeg mener, det er på tide at gøre op med det forvrængede syn på Det tredje Riges løsningsmodeller, som allieret og sovjetisk propaganda har indoktrineret og inficeret europæerne med, siger Joseph Goebbels, der skal debattere fakta og Holocaust med en studentermedhjælp fra Frihedsmuseet og en journalist fra Østerbro Lokalblad.

Også den britiske kolonisator og imperialist Cecil Rhodes glæder sig til med Nationalmuseet som platform at gøre op med forstokkede synspunkter på kolonialismen og slaveriet.

– Vi lærte de sorte at læse og skrive. Vi lærte dem at stå op om morgenen og passe et arbejde. Vi gav dem sunde interesser og skabte dem et langt bedre liv, end det de havde ude i bushen. Det fortjener vi ærlig talt lidt credit for, siger Cecil Rhodes.

Grænse ved pandemibenægtere

Nationalmuseet møder dog voldsom kritik på Facebook, hvor protesterne hagler ned over museet.

Helene Polemos-Nielsen afviser kritikken som meningsbobleretorik, der forsøger at sætte grænser for, hvad Nationalmuseet må i dannelsens og oplysningens hellige navn. 

– På Nationalmuseet er det ikke vores opgave at fælde dom over hverken mennesker eller historien. Vores opgave er at bringe historien til diskussion i nutiden og præsentere danskerne for en vifte af alternative versioner, som de frit kan vælge imellem, siger Helene Polemos-Nielsen.

Hun mener, der skal være højt til loftet og kun få grænser for, hvilke emner museet tager op, og hvem man inviterer indenfor.

– Nej, alle er i princippet velkomne i Nationalmuseets debatpaneler. Min personlige grænse går dog ved pandemifornægtere og journalister fra Weekendavisen, men det står altså helt for egen regning, slutter Helene Polemos-Nielsen.

Foto: Per Morten Abrahamsen, Flickr.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Nationalmuseet inviterer til holocaustdebat med Joseph Goebbels"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*