Danmark besætter Tyskland uden at møde modstand 4.74/5 (23)

Danske styrker har angrebet Tyskland og landsat tropper flere steder. Tysklands kapitulation er nært forestående.

Danske tropper har i nat overskredet den tyske grænse og har gjort landgang forskellige steder. I disse timer befinder danske soldater sig i kamp med den tyske værnemagt.

Til Satyren oplyser hærens øverstbefalende general Prior, at de danske tropper kun har mødt sporadisk modstand, og styrkerne gør planmæssig fremgang.

Aktionen, der går under kodenavnet Kongeåøvelse, begyndte kort før solopgang. Allerede tidligt lykkedes det sekondløjtnant Sand og hans cykeldeling at erobre Fleggaard i Harrislee uden at løsne et skud og dermed sikre de danske forsyningslinjer.

Samtidigt er angrebsstyrken under ledelse af oberst Ditlev Hackel trængt langt ned i Tyskland. Ved et overraskelsesangreb lykkedes det obersten og den danske fortrop at tage flere tyske divisioner til fange og erobre et stort antal kampvogne og militærkøretøjer, som holdt opmarcheret i lange kolonner syd for grænsen. Dermed er store dele af det tyske forsvar sat ud af spillet.

Nedkæmpelsen skete uden kamp. Til oberst Hackel forklarede chefen for den tyske arme, at de var på forårsmanøvre, da de danske tropper overraskede dem.

Stor forvirring i Berlin

General Prior oplyser endvidere, at danske soldater ombord på en dansk færge er gået i land i Rostock. De har taget kontrol over byen uden at møde modstand. I denne stund kæmper de danske kolonner sig med stor hastighed mod Berlin, hvor danske faldskærmsjægere har erobret en række vigtige støttepunkter.

Den danske flåde har ilandsat tropper i byerne Lübeck, Stettin, Kolberg og Bremerhaven. Det er sket uden tab, da den tyske flåde ifølge efterretninger befinder sig i norsk farvand. Det danske flyvevåben har over det nordlige Tyskland nedkastet flyveblade, som på tysk under parolen ”Aufrof” opfordrer Værnemagten til overgivelse og den tyske befolkning til at forholde sig i ro og undlade modstand.

I en proklamation fra regeringen og Kongen lyder det, at Danmark besætter Tyskland for at beskytte landet mod overgreb fra fjendtligtsindede nationer, herunder et nærtstående norsk overfald.

Kilder tæt på den danske gesandt i Berlin oplyser til Satyren, at byen er ramt af forvirring om forsvaret af Det Tredje Rige. Føreren forholder sig tavs. Det forlyder, at flere ledende partifolk tæt på Adolf Hitler frygter, at han har gjort skade på sig selv. De har derfor alle udnævnt sig selv til Førerens efterfølger.

Tysklands gesandt protester

Den tyske gesandt i Danmark Cecil von Renthe-Fink har overbragt Kongen og statsminister Thorvald Stauning Det Tyske Riges kraftigste protester. Han forlanger, at alle fjendtlige handlinger omgående indstilles, og de danske tropper trækkes ud af Tyskland.

Kongen har svaret von Renthe-Fink, at de danske styrker, der befinder sig på tysk terriotorium, vil træde i forbindelse med repræsentanter for den tyske værnemagt for at forhandle Tysklands kapitulation.

Satyren erfarer, at italienske diplomater har taget kontakt til den danske regering om betingelserne for tysk overgivelse. Det tyder på, at Tysklands kapitulation vil ske inden for få timer.

Opdateres.

Mashup: Den Magelige Magister.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Danmark besætter Tyskland uden at møde modstand"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*