Kendt Michelin-kok serverer mammut 4.78/5 (9)

Stjernekokken René Recipe serverer i sin nye Michelinrestaurant kød fra permafrosne sibiriske mammutter. Dansk madanmelder jubler over ny nordisk gourmetguldalder.

Snart er det muligt at sætte tænderne i et stykke kød fra en mammut. Det sker, når den kendte danske stjernekok René Recipe åbner restaurant Mama, hvis navn er en sammentrækning af mammut og mad.

Det er takket være den globale opvarmning, at der kommer istidsfauna på tallerknerne i restaurant Mama. I disse år smelter den sibiriske tundra og blotlægger mammutter, uldhårede næsehorn, steppebisoner og andre istidsdyr, som har ligget i permafrost siden istiden.

Som den første har René Recipe importeret mammutkød, og han forklarer, at kødet efter 15.000 år i permafrost har fået en helt unik tekstur og distingveret smag som ingen anden råvare, han har elsket med.

– Mere autentiske råvarer findes simpelthen ikke, og det moderne urbaniserede menneske møder sit urtidsophav i et nøgent primalskrig, siger René Recipe.

Udsøgt harsk mammut-carpaccio

Berlingskes madanmelder Søren Frank kan ikke være i sig selv af begejstring over den gastronomiske orgasme, han fik tidligere på dagen, da han som den første smagte restaurant Mamas 16 retters mammutmenu.

Søren Frank sidder nu lettere uroligt på stolen i restaurantens vestibule, hvor Satyren møder ham.

– Jeg havde forestillet mig noget opreklameret pseudo-palæokost, men jeg lægger mig fladt ned og tilstår, at jeg aldrig har fået et så velkomponeret og smagsmæssigt harmonisk måltid, siger Søren Frank, mens han tørrer sveden af sin pande.

De små nipperetter og starters bestående af pelsparasitter i forskellige tilberedninger og shots af smeltet mammuthaletalg var udsøgte og raffinerede. Han fremtæver den velkrydrede mammuttatar på en bund af moler fra Fur og mammut-carpaccioen i rypelyngsskum drysset med silt og brændte tundraurter.

– Tataren smagte gennemtrængende af moskus. Det var som at kysse en brunstig kronhjorts analkirtler. Carpaccioen var skåret af et virkelig velhængt stykke kød, som var modnet helt over i det bærsøde og med en dyb blåsort farve med grønlige nuancer. Aldrig har jeg oplevet en så gennemført og samtidig afrundet harskhed, siger Søren Frank, mens hans krop sitrer.

Fyldt mammutsnabel

For Søren Frank var måltidets clou dog skiver af fyldt mammutsnabel anrettet i en sarkofag af friseret mammutpels i en sortebærsconsommé.

Det ene snabelbor var fyldt med en kompot af fermenteret mammutgødning og det andet bor med en mousse baseret på mammuthjerne, og det hele var toppet med tynde skiver rimmet stødtand.

– Den ret viser, hvilken guddommelig virtuos René Recipe er. Det var en ud af kroppen oplevelse, og gastronomiens svar på Monalisa, lyder roserne fra madanmelderen.

Sveden pibler frem på Søren Franks ansigt. Han når lige at tilføje, at Mama vil skabe en ny nordisk gourmetguldalder og er kandidat til at blive verdens bedste restaurant, inden han med hånden for munden styrter af sted i retning af toilettet.

Illustration: Funkmonk, Wikimedia.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Kendt Michelin-kok serverer mammut"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*