Far sigtet for at bortgifte mindreårig datter: Hun ville være rigtig prinsesse 4.64/5 (11)

Mand fra Ishøj sigtet for at ville bortgifte mindreårig datter. Han nægter sig skyldig og hævder, at hun blot ønskede sig at være autentisk prinsesse.

Københavns Vestegns Politi har anholdt og sigtet en fyrreårig mand fra Ishøj for forsøg på at bortgifte sin mindreårige datter til en italiensk renæssancefyrste på hans egen alder.

Manden er varetægtsfængslet i to uger, mens politiet efterforsker det, de betegner som en usædvanlig speget og grov sag.

– Vi har beviser for, at manden har forsøgt sig med regulær menneskehandel, hvor en italiensk fyrste forlangte betaling for at indgå en alliance og gifte sig med pigen, siger ledende efterforsker kriminalinspektør Karen Anholt.

Arrangerede medgift

Efterforskningen viser, at manden har brugt meget lang tid på finde et passende parti til sin datter og rejse en større medgift.

– Han har været i kontakt med fyrstehoffer i Europa, og han har forsøgt at sælge sin bil og optage lån i sit hus for at kunne betale medgiften, fortæller Karen Anholt.

Beslaglagte dokumenter viser desuden, at den sigtede har forsøgt at hyre portrætmaleren Thomas Kluge til at male portrætter af datteren, som skulle sendes til de udvalgte fyrster, men prisen var åbenbart for høj. I stedet valgte han at sende datterens selfies, som hun havde pyntet med forskellige filtre.

Datterens trutmund og kaninører fik samtlige potentielle ægtemænd til at afbryde forhandlingerne bortset fra Fyrsten af Stronzo i Norditalien, som var parat til at indgå trolovelse. Den blev dog ikke gennemført, da politiet slog til inden.

Ville glæde datteren

Den sigtedes forsvarer, advokat Nicolo Machiavelli forklarer, at hans klient nægter sig skyldig i at arrangere ægteskab.

– Min klient har blot forsøgt at efterkomme datterens brændende ønske om en hundrede procent autentisk historisk prinsesseoplevelse som i gamle dage med ægteskabskontrakt, medgift, ugelang festbanket, almisser til de fattige og ridderturneringer, siger Machiavelli.

Han fortæller videre, at hans klient er fortvivlet over, at han ikke kan opfylde sin datters højeste ønske og, at han ikke bliver morfar inden hendes 16 års fødselsdag.

Psykolog Maren Mulle råber vagt i gevær over for den udbredte historisk autentisitet, som danskerne dyrker mere og mere. Hun advarer mod, at unge piger bliver alt for oprindelige i deres prinsessedrømme. Det er noget helt andet end nutidens royale luksusliv.

– Det er et kødmarked næsten lige så slemt som Tinder, hvor piger og unge kvinder lider under vanvittige skønhedsidealer og benhårde krav om perfektion, som selv ikke en stærk 12-tals-pige kan klare. De ender som deres mænds ejendom og fødemaskiner. De skal sprøjte arvinger ud og ellers holde deres kæft, hvis de da overlever børnefødslerne, siger Maren Mulle og tilføjer:

– Så er Disney-universets prinsesser trods alt at foretrække.

Foto: Canhasal, Flickr.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Far sigtet for at bortgifte mindreårig datter: Hun ville være rigtig prinsesse"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*