Christiansborg rives ned: I stedet genopføres Københavns Slot sammen med Børsen 4.86/5 (14)

Illustration: Wikipedia.

Det nuværende Christiansborg jævnes med jorden. I stedet skal Københavns Slot rejse sig af ruinerne sammen med Børsen. Folketinget flytter og genoptager middelalderens rejsestyreform.

Hvordan så Københavns Slot egentlig ud på Christian IV’s tid? Det kan du få svar på om få år, når Københavns gamle middelalderslot genrejses, samtidig med at Børsen genopbygges.

Det betyder, at det tredje Christiansborg, der i 1928 afløste det andet Christiansborg, som afløste det første Christiansborg, der i 1745 erstattede Københavns Slot, skal rives ned.

Københavns Slot skal indgå i et mere sammenhængende og autentisk historisk miljø i indre by. Snittet er lagt, så byen fremstår mest muligt som dengang Christian IV var konge og fornyede København med prægtige renæssancebygninger.

Til Satyren siger kulturminister Jakob Engel Schmidt (M), at han er glad over først at have givet garantier for Børsens genopbygning, dernæst sikret fornyelsen af Nyborg Slot, for nu at berige København med den største arkitektoniske tilbageførsel nogensinde i Danmarkshistorien.

– Det er et hattrick, jeg er pavestolt af. Det er mit og regeringens bidrag til at give landets hovedstad nyt liv, fest og farver med et megastort historisk løft, siger Jakob Engel Schmidt og fortsætter:

– Jeg ser for mig, hvordan byen danner ramme omkring et gigantisk middelalder- og renæssancemarked med festlige gøglere, riddere og handlende som faldbyder uldklæder fra Antwerpen, over potter og pander til eksotiske krydderier, lutendrank og Brunsvigerøl, mens Leonora Kristine i ånden kigger ned på forsamlingen fra hendes celle i Blåtårn.

Største turistboom siden pornoens frigivelse

Kulturministeren bakkes op af direktør for Dansk Erhverv Brian Mikkelsen. Han ser et stort forretningspotentiale i luksushotel, megakonferencer og gigaevents i Københavns Slot og den historiske bykerne.

– Det her er, no matter what, den største erhvervsmulighed, som København har oplevet siden Tietgens tid. Byen vil, what ever it takes, opleve et turistboom af gigantiske dimensioner, som ikke er set siden pornoens frigivelse i 1969, siger Brian Mikkelsen.

Satyren har talt med flere historikere og arkitekter. De er alle begejstrede for, at Thorvald Jørgensens monstrøse granitkolos fjernes, men ingen af dem ønsker at stå frem ved navns nævnelse. De frygter at blive involveret i endnu en lang, opslidende og passivt aggressiv debat om Københavns byrum.

Rejsefolketing

Satyren har talt med Folketingets formand Søren Gade (V) og spurgt ham, hvad Folketinget gør, når Christiansborg forsvinder.

Han forklarer, at Folketinget ikke længere behøver en fast adresse i København. I stedet genopliver man middelalderens rejsestyre. Her rejste statens ledelse i form af kongen og hans rådgivere landet rundt og regerede løbende fra de byer de nu engang opholdt sig i.

– Det forekommer mig, at vi folketingsmedlemmer er alt for lidt synlige ude i landet. Vi er slet ikke er så tæt på borgerne, som man kunne ønske. Det råder vi nu bod på ved som et rejsefolketing konstant at være på farten, men jeg skal da ikke lægge skjul på, at vi også tjener lidt ekstra på rejsegodtgørelser og diæter, siger Søren Gade med et tilfredst smil.

Christiansborg ødelægges traditionen tro ved en kontrolleret brand. Københavns Slot forventes at stå færdig i 2034.

Illustration: Wikipedia.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Christiansborg rives ned: I stedet genopføres Københavns Slot sammen med Børsen"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*