Adam Oehlenschläger får medhold: Forbud mod at synge Der er et yndigt land under landskampe 4.92/5 (12)

Det er slut med at afsynge Der er et yndigt land under sportsbegivenheder. Sø- og Handelsretten giver Adam Oehlenschläger medhold i klage og nedlægger fogedforbud.

Når det danske herrelandshold i fodbold møder England i Parken tirsdag aften, sker det både uden tilskuere og Adam Oehlenschlägers nationalsang ”Der er et yndigt land”. Den berømte danske nationaldigter har nemlig fået nedlagt fogedforbud mod brug af sangen under fodboldkampe og andre sportsbegivenheder.

Oehlenschläger havde klaget over misbrug af sangen i pøbelrelaterede anliggender og for manglende royalties ved brug af sangen.

Om sin 2-0 sejr i Sø- og Handelsretten siger Adam Oehlenschläger:

– Det her er en triumf for min rene og ædle skønånd, mine laurbærkransede muser og enhver æstet, hvis hjerte splintres, når kunsten misbruges af simple mennesker i hæslige sammenhænge, siger en dybt berørt Adam Oehlenschläger, hvis øjne ligner salten østerstrand.

Han ser også frem til at modtage erstatningen for uberettiget afsyngelse, der ifølge digteren beløber sig til 2000 rigsdalere.

Kedeligere end under Ricardo

Hos Dansk Boldspil-Union er Jacob Maalmann, som er Head of Spectator Management (et engelsk ord for fanchef, red.) bestyrtet over Sø- og Handelsrettens afgørelse.

– Retten har begået en ren Jesper Olsen. Det her er et altødelæggende slag mod dansk landsholdsfodbold. Nationalsangen er landholdets 13. mand. Uden den vil holdet performe langt dårligere, end det gjorde i 70’erne og spille mere kedeligt end under Richard Møller Nielsen, siger Jacob Maalmann.

Han forsikrer, at Dansk Boldspil-Union vil gøre alt for at omgøre Sø- og Handelsrettens afgørelse ved at lade spillerne knæle en hel halvleg i alle kommende kampe. Det vil de gøre, indtil alle ædle kvinder, skønne møer og mænd og raske svende igen kan synge nationalsangen frit i rødt og hvidt i Parken.

Syng noget Kim Larsen

Også formanden for Foreningen Danske Roligans Sangudvalg, Dennis Clapphat, ærgrer sig.

Han er en karseklippet 42-årig tatoveret truckfører fra Vestegnen, der iført en hornet vikingehjelm af velour og en alt for tætsiddende landsholdstrøje på sin buttede torso inkarnerer den harniskklædte danske fodbold-viking.

Han mener, at forbuddet ødelægger stemningen og i længden skader dansk fankultur.

– Personligt finder jeg sangen ulidelig i sin nationalromantiske, svulstige patos og sine mange flæbende selvhøjtidelige metaforer, der framer Danmark som en sentimental trommesalspastiche af et guldaldermaleri, men alle andre Roligans elsker den sang, og den hører ligesom med til en god aften i Parken, siger Dennis Clapphat.

Han beder derfor Adam Oehlenschläger om at udvise storsind, men det preller af på Danmarks nationalskjald.

– Det kan de glemme alt om. De kan synge noget af Lars Lilholt eller Kim Larsen i stedet for min underskønne ode til Fædrelandet. Det står jeg fast på, så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå, siger Adam Oehlenschläger og tilføjer:

– Sin top i bølgen blå.

Foto: Wikimedia.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Adam Oehlenschläger får medhold: Forbud mod at synge Der er et yndigt land under landskampe"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*