Mao Zedong beundrer den effektive danske kulturrevolution 4.9/5 (20)

Den Store Rorgænger, Mao Zedong, er dybt imponeret over Mette Frederiksens danske kulturrevolution, hvor metoo og COVID-19 disciplinerer folket og renser ud i partiet.

Formand Mao Zedong er imponeret. Meget imponeret. Han er slået af næsegrus beundring over de fundamentale politiske og kulturelle forandringer, som gennemryster Danmark i disse måneder.

– Aldrig har verden set så stort et spring fremad som den kulturrevolution, Danmarks store partiformand Mette Frederiksen gennemfører. Hun har forvandlet et reaktionært samfund gennemsyret af liberale frihedsidealer og borgerlige værdinormer til en politisk korrekt utopi, siger grundlæggeren af Folkerepublikken Kina.

Han falder i svime over Mette Frederiksens COVID-19 disciplinering af masserne gennem konsekvent indskrænkning af forsamlingsfriheden og adfærdsregulerende restriktioner skyllet ned af fællessang med Phillip Faber på DR1.

– Hun er kommet meget langt på kort tid og helt uden brug af henrettelser. Det siger noget om hendes lederskab og danskernes stærke revolutionære ånd, siger Mao Zedong.

Han roser også Mette Frederiksens Firebande ledet af sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.

De udviser sand revolutionær gejst. De spiller folket ud mod hinanden med uforståelige retningslinjer og teststrategier, som kort efter laves om. Det opildner massernes kampvilje til konstant at fortolke budskabet og belære hinanden på sociale medier.

Kadrer af feministiske rødgardister

Også Mette Frederiksens udrensning i partiet finder Mao Zedong fænomenalt velorkestreret. Hun har ikke involveret sig offentligt i partimedlemmers selvransagelse og bodsgang, men ladet dem bløde i den nødvendige forandring af Danmarks politiske kultur.

– Når kadrer af feministiske rødgardister optændt af revolutionens ild løber storm mod kontrarevolutionære elementer, reaktionære kræfter og dissidenter, som krænker kvinder, har Mette Frederiksen forholdt sig tavst som en sand kulturrevolutionær leder, siger Mao Zedong og fortsætter:

– Hun lod Frank Jensen smelte ned i selvkritik, bondeanger og erkendelse af partiskadelig virksomhed i en ren skueproces for åben skærm. Det er hendes kulturevolutions største øjeblik.

Han roser desuden Mette Frederiksen for ikke at ofre Jeppe Kofod, men gemme ham til en senere udrensning. Man skal aldrig gå ned på syndebukke, understreger Mao.

Nationaliser produktionsmidlerne

Kulturrevolutionen buldrer derudaf uden bremser. Alligevel råder Mao Zedong Mette Frederiksen til at åbne nye fronter.

– Produktionsmidlerne er fortsat på private hænder. Det er på tide, at hun bruger statens COVID-19 hjælpepakker som afsæt til at nationalisere industrien og godsejernes jorder, siger Formand Mao og tilføjer:

– Danmarks høje skatter, afgifter og moms er de facto en nationalisering. Men en sand kulturrevolution er først fuldbyrdet, når landets produktionsapparat er smadret.

Han opfordrer Mette Frederiksen til at udgive sine opildnende pressebriefinger og moderlige facebookopslag i en praktisk bog i lommeformat, som alle har pligt til at bære på sig og læse.

Foto: Zhang Zhenshi.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Mao Zedong beundrer den effektive danske kulturrevolution"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*