Vikinger raser over kvadet Kristmesse i Hedeby 4.69/5 (16)

Et kristent jólekvad har bragt sindene i kog i Hedeby. Flere kræver det nu forbudt, mens andre vil brænde bibler af.

De kristne har igen skabt furore i Hedeby. Denne gang med et kvad om deres version af solhvervsfesten. Det hedder Kristmesse i Hedeby og er skrevet af en kristen skjald med kunstnernavnet Isak B. Han tilhører missionæren Ansgars lille menighed i byen.

– Kvadet handler om vores tro og glæden ved at fejre lysets genkomst i skikkelse af Jesus Kristus, der fødtes til at frelse mennesket fra mørke, synd og død, siger Isak B og citerer en strofe af kvadet:

– Lys på lys, Brænder mildt i mørkets favn. Hånd ved hånd. Kristmesse i Hedeby.

Men for Isak B. handler kvadet også om det at høre hjemme i et land, der oprindeligt ikke er hans eget. Isak B. er derfor stolt over, at hans kvad er med  i byens officielle solhvervsfest og fejring af jól.

Hans forældre kom til Hedeby fra Saksen, men han betragter nu Danernes Rige som sit eget hjemland.

– I Danernes Rige er jeg født, her har jeg hjemme, og her fra min verden går. Jeg er daner, men med en anden kultur, oprindelse og en tro på den kristne gud, siger Isak B og citerer igen sit kvad:

– Lys på lys tændes i en fødeby. Hånd ved hånd. Kristmesse i Hedeby.

Fimsede kristne kvad

Blandt Hedebys asatroende flertal vækker et kristent jólekvad bestyrtelse. De frygter, at deres elskede jólekvad om Særimners flæskevær må vige pladsen for fimsede kristne kvad om et barn i en æselstald.

De frygter også, at det på længere sigt vil forandre jólen, som nogle engang vil insistere på at kalde vinterfest, så ingen føler sig udenfor.

Heller ikke den kunstneriske kvalitet, mener byens skjalde fortjener hæder.

– Det er det mest elendige kvad, jeg nogensinde har hørt, helt uden stolte stavrim og vis tale. De skal ved holde nallerne fra vores jól, siger formanden for byens Skjaldelaug Thorkild Spydtunge, som, forlanger, at kvadet forbydes.

Truer med bibelafbrænding

Nogle vil gå længere endnu. Thor Pálud Dan, en gode, som også kalder sig for Hedebys Lys og Danernes Sværd, vil have de kristne helt ud af riget.

– De må kvæde, hvad de vil, og de må blote som de vil hjemme i kristen-gederumpe-land, men de har intet at gøre her i Odins Rige, siger Thor Pálud Dan.

Han agter at afbrænde biblen i protest foran de kristnes kirke dagligt, indtil Isak B. og hans kristne slæng er ude af Hedeby.

– Jeg smører den ind i svindefedt, lader min hund skide på den, og så brænder jeg den af, mens jeg råber at den Kristne gud en hæmoride i en ornes røv, truer Thor Pálud Dan.

Illustration: Louis Moe.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Vikinger raser over kvadet Kristmesse i Hedeby"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*