Vild teori: Harald Blåtand lagde vikingeborge tæt på motorveje 4.39/5 (28)

Alle Harald Blåtands ringborge ligger meget nær en motorvej. Det er ikke tilfældigt mener trafikhistoriker.

Trafikken larmer højt. Bilerne suser forbi med stor hastighed. Lange slanger af lastbiler, busser og personbiler fortaber sig i horisonten. Vi befinder os på ringborgen Borgring lidt vest for Køge, hvor Vestmotorvejen og Sydmotorvejen fletter sammen.

Klemt inde midt mellem de to stærkt trafikerede færdselsårer anlagde Harald Blåtand for mere en 1000 år siden en af sine berømte borge. Vi er her sammen med seniorforsker i historisk infrastruktur Ursula Raadfahrer, som netop har forsvaret sin dokotorafhandling om Harald Blåtands store infrastrukturprojekter.

Trafikstrategisk beliggenhed

Under arbejdet med afhandlingen lagde hun mærke til, at der på motorvejene var skilte, som viste af til vikingeborgene. Hun opdagede et hidtil ukendt mønster. Borgene lå alle tæt på en motorvej og tit nær en tilkørsel.

– Borgring ligger jo perfekt placeret i forhold til både den sydgående og vestgående motorvejstrafik. Her kunne Harald Blåtand kontrollere færdslen på det østlige Sjælland, og med en beliggenhed tæt på tilkørslerne, var det ingen sag at komme til og fra borgen, siger Ursula Raadfahrer.

Hun genfinder mønstret ved samtlige ringborge såvel i Danmark som i Skåne.

– Intet sted er der mere end seks kilometer til nærmeste motorvej. Alle har den samme strategiske beliggenhed i forhold til afkørsler. Det ser vi tydeligt ved Fyrkat tæt på Hobro og Borgeby i Skåne, som kun ligger et spydkast fra tilkørslerne, siger Ursula Raadfahrer.

Aggersborg ligger nok også ved motorvej

Det eneste sted, hvor mønstret brydes er Aggersborg ved Limfjorden, men det ryster ikke Ursula Raadfahrer. Hun mener ikke, at manglen på beviser er ensbetydende med, at Aggersborg ikke er anlagt tæt på en motorvej.

– Aggersborg er den af borgene, som er dårligst undersøgt, hvad angår trafikstruktur og motorvejstilgængelighed, så derfor vil jeg ikke udelukke, at vi kan finde beviser for, at også Aggersborg lå ud til en motorvej, siger Dr. Raadfahrer.

– Jeg er klar til at foretage arkæologiske undersøgelser, hvis Vejdirektoratet beslutter sig for at forlænge Nordjyske motorvej fra Aalborg til Thisted. Jeg er sikker på, det vil vise, at også Aggersborg har tæt realtion til en motorvej, tilføjer hun.

Ursula Raadfahrer er lidt overrasket over, at hun har kunnet vride mere ud af Harald Blåtands borge, som i snart hundrede år har været genstand for utallige teorier lige fra tvangsborge til ufo-landingspladser.

– At vi stadig opdager nyt, vidner om, hvor fremsynet og langt forud for sin tid Harald Blåtand var, hvilket infrastrukturelt mesterværk han var i stand til at skabe, og hvor avanceret samfundet var i vikingetiden, siger hun med dyb respekt og beundring i stemmen.

Foto: Papposilenos.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Vild teori: Harald Blåtand lagde vikingeborge tæt på motorveje"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*