Tysklærere i offensiven: Fjern historie som folkeskolefag 4.69/5 (36)

Oven på den voldsomme debat om afskaffelse af faget tysk i folkeskolen svarer tysklærerne nu igen. Afskaf historie som fag. Det er et levn fra fortiden, mener Tysklærerforbundets formand Hans A. Pils.

I Danmark findes en udpræget modvilje mod alt, hvad der er tysk, altså bortset fra en næsegrus beundring af Audi og BMW. Og så snart, der er slagtilbud på dåseøl og Nutella hos Fleggaard i Harrislee, er der kø ved grænsen.

Men det er undtagelserne. Lige siden Harald Blåtand lod sig hastedøbe af frygt for Sakserkongen Otto, har danskerne ikke brudt sig om Tyskland og tyskerne. Modviljen fik smålig næring, da de holstenske Grever Johan den Milde og Den Kullede Greve lånte Danmark mod god betaling. Det gjorde ikke danskerne mildere stemt, at en rhinsk greve gjorde Christian 4. til hanrej, og Johann Friederich Struensee forsøgte at reformere et forstokket enevældigt kongedømme og ligeledes gav Christian 7. horn.

Modviljen blussede op igen, da tyske tropper i 1864 stormede skanserne ved Dybbøl og åd en luns af Kongeriget, og den forvandledes til rødglødende had, efter at den tyske værnemagt holdt ferie i Danmark fra 1940-45.

I bilateral forståelse lod Tyskland sig derfor besejre af Danmark i finalen om Europamesterskabet i fodbold i 1992. Alligevel stikker uviljen over for Tyskland nu igen sit hæslige fjæs frem. Stærke kræfter i folkeskolen pønser på at afskaffe tysk som fag.

Historieløse mennesker er lykkelige mennesker

Danskernes aversioner mod det tyske er, som jeg har dokumenteret, historisk betinget. Danskerne hænger fast i fortiden. Danskerne lader historien dømme Tyskland og tyskerne. Derfor er det langt mere hensigtsmæssigt, at afskaffe faget historie, der om noget er et levn fra fortiden. Med et trylleslag vil respekten for Tyskland og anerkendelsen af det tyske være tilbage, når danskerne lever uvidende om fortiden.

Historieløse mennesker er lykkelige mennesker. Fremtidens danskere vil ikke længere plages af koloniskam og mindreværd over for svenskere, englændere, tyskere (forkortet af red). Befriet for historiens tunge åg kan danskerne leve i nuet og i frihed uden at skænke fortiden en tanke.

Og hånden på hjertet. Så er historie noget lettere tilgængeligt end tyske bøjninger, akkusativ og verbets stilling. Enhver kan lære årstal udenad. Det er let at huske Grundloven af 1848, Slaget på reden i 1807 og Enevældens indførelse i 1788, men det koster blod, sved og tårer at lære det tyske sprog. Det kræver benhård disciplin.

Lad os derfor bevare tysk som fag i folkeskolen, så kan eleverne bruge deres fritid på at lære historie.

Hans A. Pils, formand for Tysklærerforbundet.
Donnerwettervej 89.
8780 Tyskerkær.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens snæversynede holdninger og fortjener at blive gengivet på radbrækket skoletysk. Det er på ingen måde udtryk for Satyrens holdning.

Foto: Trine Juel, Wikimedia.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Tysklærere i offensiven: Fjern historie som folkeskolefag"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*