Skandalen om Marmorkirken: Prestigebyggeri udskydes igen på ubestemt tid 4.5/5 (12)

Klassicismen, guldaldermalere og borgerprotester udsætter for Gud ved hvilken gang færdiggørelsen af Marmorkirken.

Frederikskirken, eller Marmorkirken som den også kaldes, var tænkt som Københavns svar på Peterskirken i Rom. Men her et par menneskealdre efter grundstenen blev lagt, står kirken stadig som en halvfærdig ruin totalt overgroet af græs og hyldetræer. Med sine anløbne søjler og forvitrede murværk, hvor vandalere har malet billeder og skrevet sjofle vers, skæmmer den Frederikstadens arkitektoniske helhedsoplevelse.

Store arkitektnavne som Eigtved, De Thurah og Jardin har alle knækket halsen på Marmorkirken. Store summer er skudt i byggeriet og tabt. Nu viser en aktindsigt, som Satyren har fået i sagen, at planerne om færdiggørelse af Frederikstadens vartegn igen udskydes på ubestemt tid.

– Det er absolut ikke noget, Magistraten eller jeg er stolte af, men byggeriet har hele vejen igennem været ramt af død, ulykker og pøblens luner, siger kæmner Clausen fra Københavns Magistrat.

Han forklarer, hvordan byggeriet oprindeligt blev indstillet, fordi kirken var ariktektonisk forældet. Da håndværkene endelig kom i gang, havde klassicismen indfundet sig og overhalet rokokoarkitekturen indenom.

– Det har forsinket opførelsen med flere menneskealdre. Vi afventer utålmodigt historicismens indtog, så det igen bliver moderne at opføre bygninger i rokokostil. Vi havde ventet det ville ske i år, men af forskellige årsager lader historicismens gennembrud vente på sig endnu nogle årtier, beklager kæmner Clausen.

Besat af oprørske studenter

Kirkebyggeriet har også mødt voldsom modstand fra omgivelserne. Ifølge aktindsigten har borgere i de omliggende kvarteret klaget over alt lige fra beliggenheden, byggeriets størrelse til larm fra byggepladsen.

En madam i Frederiksgade led så voldsomt under dumpe lavfrekvente lyde, som om nogen anlagde en af de nymodens jernbaner under det hus, hun bor i. Flere har klaget over, at en af byens få rekreative åndehuller plastres til med marmor. Andre har protesteret voldsomt mod, at kirken ikke indrettes til billige herberger og logi for studenter.

Det er således flere gange kommet til optøjer, når grupper af unge oprørske studenter har besat kirken og måttet fjernes igen af byens vægtere og soldater fra Kastellet i fællesskab.

Guldalderkunsten forringes

En af byggeriets argeste modstandere er professor ved Kunstakademiet Christoffer Wilhelm Eckersberg. Han frygter en færdiggørelse af Marmorkirken. Det vil hæmme Guldalderkunstens fortsatte udvikling.

– Marmorkirken er det nærmeste, vi i Danmark kommer en ruin i klassisk antik forstand, og det lige i hjertet af København, siger Eckersberg og tilføjer med et suk:

– Mange unge talenter har ikke midlerne til, som Marstrand, Constantin Hansen og jeg, at rejse til Italien og Rom for der at lære kunsten at male klassiske ruiner. De har kun Marmorkirken at øve sig på. Uden den mister vi det kreative momentum i guldalderkunsten.

Illustration: Nationalmuseet.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Skandalen om Marmorkirken: Prestigebyggeri udskydes igen på ubestemt tid"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*