Donald Trump benåder Hitler, Napoleon og Djengis Khan 4.6/5 (20)

USA’s præsident går grassat i benådninger. Nu er turen kommet til Hitler, Napoleon, Karl 12., Djengis Khan og Kejser Hirohito. De var alle helte, som blev snydt for åbenlyse sejre over Rusland og Kina.

– De fortjener anerkendelse for deres kamp mod slemme kommunister, men i stedet har Sleepy Joe Biden og hans onde marxistkommunistsocialistliberaleantifaterrorister gjort dem til verdens største skurke.

Med disse ord benådede USA’s præsident Donald Trump for rullende TV-kameraer en række historiske ledere og deres håndgangne mænd, fordi de havde nosser til at bekæmpe Rusland og Kina.

Listen rummer personligheder som Adolf Hitler, Napoleon Bonaparte, Karl 12. af Sverige samt Djengis Khan og Kejser Hirohito af Japan. Fælles for dem er, at de ifølge Trump tævede Rusland og Kina, men ved forræderi blev erklæret for tabere og gjort til onde diktatorer.

I et opfølgende tweet skrev Præsident Trump:

– Store statsmænd. Dygtige ledere. De vandt stort over Rusland og Kina, men fik stjålet deres retmæssige sejre over de onde og dumme kommunister efter snyd med afstemningen.

Nogle nazister var fine mennesker

Donald Trump afviser enhver anklage mod de benådede om brud på menneskerettighederne som et komplot udtænkt af liberale tabermedier og kommunistiske agenter plantet af Kina, Rusland og Joe Biden. Han tilføjer, at han ikke har problemer med at benåde nazister.

Artiklen fortsætter desværre under billedet.

– Jeg har benådet Adolf Hitler. Nogle nazister var slemme, men der var også nogle meget fine mennesker i blandt, tweetede Trump tilbage på Satyrens henvendelse.

På spørgsmålet, om ikke det er problematisk at udråbe Napoleon, Djengis Khan og Karl 12. til indædte bekæmpere af kommunisme, svarede en rasende Trump:

– Kina er et meget gammelt land. De har været kommunister i 6000 år. De opfandt kommunismen i stenalderen, men det benægter fake history historikere og løgnemediet Satyren, tweetede Trump i kapitæler.

Alexander Mishkin og Anatoliy Chepiga mødes med Trump

Benådningen modtages med begejstring.

– Nu får det tyske folk en ny chance for ikke at skuffe mig igen i kampen mod bolsjevismen, siger en begejstret Adolf Hitler.

Djengis Khan ser frem til at storme den kinesiske mur, mens Karl 12. glæder sig til anden halvleg ved Poltava. Napoleon Bonaparte er ligeledes glad for benådningen og lover at være tilbage igen i Moskva på mindre end hundrede dage.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Ruslands præsident Vladimir Putin og Kinas præsident Xi Jinping.

Kilder tæt på den russiske præsident fortæller til Satyren, at Putin sender sine to topdiplomater Alexander Mishkin og Anatoliy Chepiga til et møde med Præsident Trump om benådningerne nytråsdag i Det Hvide Hus.

Satyren erfarer desuden, at Præsident Trump er klar med flere benådninger: Herodes den Store benådes for barnemord. Kejser Nero benådes for brandstiftelse, mens hr. Neville af Bisley benådes for at have regeret England under navnet Elizabeth 1.

Foto: Greg Skidmore.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Donald Trump benåder Hitler, Napoleon og Djengis Khan"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*