Pestlæger mangler desperat værnemidler. Derfor donerer riddere uselvisk deres rustninger til lægerne, mens munke destillerer deres likører og øl til helligåndshussprit.
Når nøden er størst står alle stænder sammen. Siden pesten kom til landet har borger, bønder, adel og gejstlighed udvist et hidtil uset samfundssind. Kætterafbrænding, brandbeskatning og bondeoprør er sat på stand by og afløst af forbrødring.
Og alle er klar til at yde endnu et offer. Riddere giver nu deres rustninger til pestlæger, og munke laver deres øl og likører om til helligåndshussprit efter opfordring fra den ledende pestoverlæge ved Rigshelligåndshuset, Henrik Harpestreng, som har råbt vagt i armbrøst over manglende værnemidler.
Turneringer alligevel aflyst
En af de hjælpsomme riddere er Ridder Poqqer til Plaguenborg. Han har for tiden ikke brug for sin rustning, og da han hørte, at lægerne skal beskyttes mod de pestsyge, var han ikke i tvivl.
– Alle ridderturneringer er alligevel aflyst. Saracenerne holder sig i ro, og de jomfruer, der sidder fanget i tårne rundt omkring, tager ikke skade af at sidde der lidt endnu, så hvis en pestlæge kan bruge 80 pund panser og plade, så er han velkommen til at trække i min rustning, siger Ridder Poqqer til Plaguenborg og tilføjer:
– Alt andet lige, så beskytter den jo lægen mod genstridige patienter, som ikke vil tage deres medicin eller slår ud mod lægen i febervildelser, så det er en ren win-win situation.
Ridder Poqqer til Plaguenborg har derudover beordret samtlige grovsmede i sit grevskab til at smede plovskær om til rustninger.
Sprit sikrer høj funktionspromille
Karteusermunken Broder Phillipe har travlt med at destillere ordenens berømte likør til en alkohol med højere procenter, mens Trappistmunken Broder Anselme tavst reducerer den ene tønde øl efter den anden til klar sprit.
Broder Phillipe undskylder, at han ifølge ordenens regler er pålagt tavshed og forklarer med fakter og grimasser, at ren alkohol er afgørende i behandlingen af de pestsyge.
– Helt nye studier offentliggjort i lægeskriftrullen Plague viser, at pestlæger har større succes med deres behandlinger, når de indtager ren alkohol i stedet for at tylle øl hele dagen, gestikulerer Broder Phillipe og fortsætter:
– Lægen kan bedre opretholde en konstant og høj funktionspromille og skal ikke rende i busken for at lade vandet i tide og utide. På den måde får lægen mere tid sammen med den pestsyge.
Foto: Pxhere. Justering Mester Ictum.
Be the first to comment on "Desperate efter værnemidler: Riddere forærer nu deres rustninger til pestlæger"