Christian 5. vil modtage asylansøgere fra Guldkysten i Dansk Vestindien 4.93/5 (15)

Danmark skal modtage afrikanske flygtninge og asylansøgere på Sankt Thomas i Dansk Vestindien. Kongerne af Guldkysten er trygge ved aftalen med et enevældigt europæisk diktatur.

Antallet af asylansøgere i Vestafrika har nået uholdbare højder. Derfor har en række kongedømmer på den afrikanske vestkyst indgået en aftale med Danmark om at sende dem til den danske koloni i Vestindien.

Christian 5.’s udsending Mattias de Tessføj mødtes forleden med repræsentanter for en række afrikanske konger. De underskrev en aftale om bilateralt samarbejde om asyl, migration, bekæmpelse af illegal indvandring, ulovlig menneskehandel, menneskesmugling, kvinders rettigheder, verdensmål (forkortet af red.).

Aftalen forpligter kongerne af Guldkysten til at finansiere et modtagecenter på øen Sankt Thomas, mens Danmark foretager asylbehandling ved ankomsten til kolonien.

– Vi er glade for at kunne hjælpe vores højtærede afrikanske samarbejdspartnere og samtidig udvise god kristen barmhjertighed, siger Mattias de Tessføj til Satyren.

Asylansøgere til enevældig diktaturstat

Han forsikrer, at alle flygtninge får kost og logi samt ret til kirkegang. De sættes i arbejde allerede ved ankomsten til Sankt Thomas, hvor driftige danske iværksættere er i færd med at etablere en lukrativ sukkerproduktion.

– Hvis jeg var flygtning, ville jeg da være lykkelig for at blive en del af det vestindiske sukkereventyr, som sikrer velfærden i Kongeriget, mod at få et trygt og gudfrygtigt liv i sikkerhed, siger Mattias de Tessføj.

Kong Noboko 4. af Benibambo er tryg ved at sende flygtninge til Dansk Vestindien. Det bekymrer ham ikke, at Danmark er en enevældig stat styret af en diktatorisk konge, som har sat adelens rettigheder ud af kraft.

– Jeg har lyttet til kritikken, men vi står i en alvorlig situation. Vi er nødt til at samarbejde med lande og regimer, vi normalt ikke vil samarbejde med, siger Noboko 4. og tilføjer:

– Det er vigtigt for udviklingen af de tilbagestående europæiske lande, at de får lov til at tage ansvar og udvise modenhed. Det bistår vi dem gerne med i oplysningens hellige navn.

Modtager 100.000 flygtninge

Mattias de Tessføj vedkender, at Danmark tjener godt på i det kommende århundrede at udskibe, transportere og indkvartere den danske kvote på godt 100.000 afrikanske mænd, kvinder og børn.

Det handler også om, at nationer med samme værdier hjælper hinanden gensidigt, påpeger Mattias de Tessføj.

– Jeg er sikker på, at hvis Danmark engang overrendes af uønskede flygtninge og migranter, hvad enten det er huguenotter, traumatiserede tyske krigsflygtninge eller asylansøgere fra den nære orient, så vil lande i Afrika stå klar til at hjælpe os af med dem igen, siger de Tessføj.

Han oplyser, at det danske fort Christiansborg på Guldkysten nu opgraderes til at håndtere aflusning og tandsundhedstjek, inden asylanasøgerne på særligt pladsoptimerede skibe befordres til en lykkelig fremtid i Caribien.

Fort Christiansborg. Ukendt kunstner, Wikimedia.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Christian 5. vil modtage asylansøgere fra Guldkysten i Dansk Vestindien"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*