Kanhavekanalen på Samsø skal korte sejltiden mellem Selund og Aros 4.71/5 (48)

Et stort anlagt kanalprojekt på Samsø skal forbedre infrastrukturen og gøre sejltiden mellem Selund og Aros kortere, men Kanhavekanalen møder modstand.

Kanhavekanalen bliver Danmarks største infrastrukturprojekt siden Olgerdiget og Danevirke. Sådan præsenterer Høvding Hrugust den kanal, som skal korte transporttiden mellem Sjælland og østjyske Aros.

Den skal gøre det attraktivt at bosætte sig i Aaros, der en gang i fremtiden bliver Jyllands hovedstad samt skabe vækst på Samsø, forklarer han til Satyren.

– Vi tænker stort. Vi tænker fremtid. Vi tænker markedsandele, siger Hrugust om Samsø og den lille flække Aros der er hovedbyen i hans høvdingedømme.

– Aros, det er oldnordisk for fremskridt. Giv os et par hundrede år, så er vi verdens mindste storby, men det kræver en fremsynet planlægning og jysk ambitionsniveau at blive klar til den forøgede snekke- og knartrafik, alle spåmænd siger kommer med vikingetiden, som venter lige om hjørnet, uddyber han selvsikkert.

Dobbelrettet skibstrafik

Kanalen skal forbinde Stavnsfjord med det østlige Kattegat. Det vil korte sejltiden mellem Selund og Aros med en lille halv time i godt vejr.

Bygherren regner med at mindst 200 trælle vil arbejde sig ihjel under det gigantiske byggearbejde. Samtidig skal mere end 4.000 egetræer fældes og placeres med centimeters nøjagtighed for at stabilisere den enorme konstruktion

Med sin længde på 1500 fod er det ifølge høvdingen en ingeniørmæssig bedrift, som ikke bliver overgået nogensinde. Han fremhæver, at kanalen med en bredde på over 30 fod, kan føre trafik i begge retninger samtidigt, fortæller Hrugust.

Han garanterer, at hans trælle leverer smidig passage og forhindre skibe i at sig på tværs og spærre for trafikken i ugevis.

Ødelægger fiskeriet

Bonden Logast, som driver et mindre landbrug på Samsø ser store muligheder i kanalen.

– Folk kommer ikke bare hurtigere fra Selund til Aros, de kommer også hurtigere til Ribe og markederne i Frankerriget, så de kan bringe velstand hjem og skabe vækst i alle rigets småkongedømmer. Det får vi helt sikkert også gavn af her, siger Logast.

Han er dog også bekymret for udsigten til en mangedoblet skibstrafik og følgende ulemper i form af larm og uautoriserede plyndringer.

Fiskeren Kvabbe, som Satyren møder til en demonstration på stranden frygter kanalen. Den vil ændre strømforholdene og saltindholdet i Stavnsfjord, og det vil gå ud over bestanden af skrubber og ål i fjorden.

– Hvorfor smadre miljøet for at komme en smule hurtigere til Aros? Den kanal ødelægger mit fiskeri og stjæler mit levebrød, så mine sønner og jeg ender som pramdragertrælle, siger den chokerede fisker.

Høvdingen tager opstandelsen med ro.

–  Sådan er det hver gang. Ikke i min bygd, men de skal nok blive glade for det med tiden, siger Hrugust og ruller med øjnene.

Mashup: Den Magelige Magister.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Kanhavekanalen på Samsø skal korte sejltiden mellem Selund og Aros"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*