En ny EU-forordning tilsiger, at al menneskelig forurening skal håndteres. Derfor skal mange tusind tons flintaffald fra stenalderen indsamles og destrueres.
– Se, hvor det flyder med flint overalt. Det er noget forbandet svineri, at mennesker i stenalderen sad og huggede deres flintredskaber til uden at tænke på den store miljøkatastrofe, de skabte. Det er en kæmpe skandale, at det har ligget her i årtusinder og først bliver fjernet nu.
Sådan siger Sebastian Silex Sørensen. Han er miljøkonsulent i Roskilde Kommune. Sammen med sit team af miljømedarbejdere og frivillige er han ved at rense en mark i Jyllinge for stenalderens flintudslip.
Han bukker sig ned og samler hurtigt en håndfuld flintafslag sammen og viser dem hovedrystende til Satyrens udsendte.
-Flint er meget værre end plastik. Det nedbrydes aldrig, siger han.
Så kalder han på en af sine ”Miljøengle”, der kommer forbi med en rød milljøspand.
Ikke mennskeskabt flint frasorteres
Det er en ny EU-forordning, som har udløst den store oprensning. Den skal bortskaffe al menneskelig forurening og sikre, at affaldet destrueres eller genanvendes inden 2035.
– Vi har sat 550 millioner kroner af over de næste fem år til at rydde op efter Danmarks længstvarende miljøskandale, men det er langt fra nok til at fjerne alt, og det er slet ikke tilstrækkeligt til også at gennemføre den obligatoriske sortering, siger Sebastian Silex Sørensen.
Han forklarer, at de kun må fjerne affald efter produktion af flintredskaber, mens naturflint, som ikke er bearbejdet, ifølge EU’s eolit-direktiv er fredet og skal blive liggende.
Omskoler sosu’er til Miljøengle
Det har krævet en stor indsats at uddanne kommunens 300 professionelle flintryddere og de 500 frivillige Miljøengle, som Roskilde Kommune har sat ind i oprydningsarbejdet. Arkæolog ved Roskilde Museum Ditte Siliko har undervist på den et-årige flintrydderuddannelse på Roskilde Tekniske Skole.
Hun siger til Satyren, at opgaven har været stor og udfordrende.
– Det er jo sosuer, ikke videbegærlige akademikere, jeg omskoler. De lærer hurtigt at skelne et flintafslag fra en naturlig flis, men de har svært ved at forstå typologiens begrebsverden og skelne de enkelte typer af efterladte økser, skrabere og pilespidser, hvilket er nødvendigt for at opfylde EU’s krav til registrering af de enkelte forureningskategorier og affaldsfraktioner, siger hun.
Tilbage på marken i Jyllinge kommer en Miljøengel løbende med en halv flinkøkse, som hun viser til Satyrens udsendte. Kvinden hedder Majken Aulad, og hun forklarer, at det gør hende lykkelig at fjerne flintskrot fra naturen.
– Jeg overkommer min klimaangst ved at gøre noget aktivt for at redde miljøet. Jeg har svært ved at gennemskue alt det der med CO2, fosfat og biodiversitet, så flintforurening er dejligt overskueligt, siger hun og fortsætter:
– Det er lettere for mig at tilgive nogle uvidende og primitive mennesker, som ikke vidste bedre, end nogen i en stor multinational virksomhed eller mig selv for den sags skyld.
Så putter hun øksestumpen ned i sin fyldte miljøspand og går op for at tømme den i en stor gul dumper, som holder i tomgang et stykke derfra.
Mashup: Den Magelige Magister.
Be the first to comment on "Flere tusind år gammel forurening: Stenalderens flintaffald skal bortskaffes"