UNESCO Verdensarv forhindrer reform af museumslov 4.9/5 (10)

Museumsloven er ubemærket endt på UNESCO’s liste over umistelig kulturarv. Derfor kan kulturminister Jakob Engel-Schmidt ikke indfri sit løfte om at reformere loven.

Så tæt på, og så alligevel ikke. Den med længsel ventede reform af museumsloven bliver ikke noget trods et løfte fra Danmarks nye kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).

Museumsloven er nemlig kommet på UNESCO’s liste over umistelig kulturel verdensarv. Det forklarer organisationens generaldirektør Audrey Azoulay til Satyren.

– Det er ikke museumsloven i sig selv, som UNESCO har erklæret for verdensarv. Det er derimod de årelange bønner fra museernes side om en revision og de utallige krumspring for ikke at reformere loven, som har antaget en bavaringsværdig rituel karakter. Derfor udtrykker det en særegen dansk tilgang til administration af love, der skal bevares og beskyttes, præciserer Audrey Azoulay.

Museumsformand rystet

Det kommer fuldstændig bag på en rystet Claus Kjeld Jensen, som er forperson for Organisationen Danske Museer.

– Jeg er ikke bekendt med, at nogen, hverken i den danske museumsverden eller i Kulturministeriet, har indstillet den danske museumslov til optagelse på UNESCO’s fortegnelse over verdensarv, siger Claus Kjeld Jensen med bævende stemme.

Men den er god nok, forsikrer Audrey Azoulay. Hun oplyser, at optagelsen er foretaget af UNESCO selv efter hævd- og sædvaneprincipper.

– UNESCO kan på eget initiativ erklære et fænomen for verdensarv, hvis vi mener, det er udtryk for en enestående kulturel identitet, selv om den stadig er intakt og ikke i fare for at forsvinde, siger Audrey Azoulay.

– Netop de danske politikeres årelange uvilje mod at rydde op i forældet lovgivning og tilsandede strukturer for at skabe en mere retfærdig og gennemsigtig fordeling af museumsmidlerne, ser vi i UNESCO som  enestående dansk kulturarv, der skal bevares for danskernes og menneskehedens skyld, fortsætter hun.

Lars Løkke på tentativlisten

Det betyder, at Folketinget og Kulturministeren skal fortsætte praksis og for evigt undslå sig for at ændre i museumsloven, og det ærgrer Dannmarks nye kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

– Jeg er da brandærgerlig over, at min reformiver kommer så skidt fra start. Til gengæld glæder jeg mig over, at dansk kulturarv i det mindste i udlandet anerkendes som umistelig. Således kan jeg allerede efter få dage som kulturminister se min målsætning om øget eksport af dansk kultur gå i opfyldelse, og det er jeg stolt af, siger Jakob Engel-Schmidt.

UNESCO oplyser, at der findes adskillige kandidater på UNESCO’s tentativliste over hævdvunden umistelig dansk kulturarv. Det drejer blandt andet om salget af TV2, det ikke fungerende MitId og Lars Løkke Rasmussens utrættelige ambitioner om at danne en bred regering hen over midten med sig selv som statsminister.

Foto: Steen Brogaard.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "UNESCO Verdensarv forhindrer reform af museumslov"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*