Jens Vejmand udsættes for skadeligt skærmarbejde 4.93/5 (15)

Med op til 12 timer dagligt arbejde ved skærmen udsættes skærvehuggeren Jens Vejmand for alvorlig belastning, som ingen kender konsekvenserne af. Skærmtiden skal reduceres betydeligt, mener professor i medicin.

Den skarpe lyd af stålhammerens klingen mod den hårde sten rammer en længe før, man i det årle morgenlys ser den sammensunkne skikkelse, der sidder i vejkanten bag en stor skærm og slår de skærver, som  jævner vejen, så velbeslåede bønder i deres fede spand kan age sikkert til staden uden at ryste øllet.

Satyrens udsendte er taget på landevejen ved Tjørring, som ligger tre fjerding vej fra Herning for at møde en skærmarbejder og dokumentere påstanden om det skadelige skærmarbejde. Den fremføres af professor i medicin ved Københavns Universitet Hermann von Schadenschirmm.

Han siger til Satyren, at almuen betragter skærme som noget ufarligt og ligefrem noget nyttigt, der beskytter dem mod farer såsom træk og kulde, flyvende splinter og gløder fra en kamin, men han advarer mod at være for naiv.

– Ingen kender langtidskonsekvenserne af skærmarbejde. Lyset, lyden og æterens andre bølger påvirkes, og skærmarbejderens ånde med alle dens usunde dunster slipper ikke væk, men reflekteres tilbage i hovedet på staklen, som derved aldrig slipper af med sot og sygdom, siger professoren, der advarer mod decideret skærmafhængighed.

Han foreslår et forsigtighedsprincip, hvor skærmarbejde reduceres til maksimalt seks timer om dagen med lange pauser for hver time.

Skærmen beskytter Jens Vejmand

Satyren opsøger den  forhutlede gamle skærvehugger for at høre, om han har taget skade af at sidde 12 timer dagligt bag en skærm.

Han fortæller med sin spinkle gammelmandsrøst, at han hedder Jens med tilnavnet vejmand.  Han ser med sit vanddrukne ene øje på Satyrens udsendte; det andet har han mistet, og en skiden læderlap dækker nu øjenhulen.

– En djævelsk gnist af hammerens stål tog mit ene øje, siger han.

– Jeg kunne ikke arbejde i en måned og var uden indtægt. Min yngste datter døde af sult. Den skærm kunne have reddet mit øje, hvis den var foran mig, men så kan jeg ikke arbejde. Til gengæld værner den min ryg mod træk, så det er noget fordrukkent sludder, den professor kommer med, tilføjer oldingen.

Jens Vejmand tager en ny sten fra sin kurv og lader hammeren ufortrødent bearbejde den til skærver. Da han hører, at professor Schadenschirmm vil halvere den tid, han kan sidde bag skærmen, standser hammeren i luften, og han ser vantro op.

– Nej, siger jeg. Og det siger min hammerarm også. Så må jeg gå fra rønne og hjem. Jeg vil dø af sult. Det samme må gammelmor derhjemme. Jeg skal bruge alle lyse timer på at tjene til dagen og vejen, så det bliver over mit udslidte legeme, siger han og blotter sine tandløse gummer i en vred grimasse.

Arbejdsvilkår skader

– Det er ikke skærmene, som forvolder skade. Det er de usle arbejdsforhold. De gør, at en mand som Jens med klude om sin hånd hver dag må forvandle de hårde sten til brød.

Ordene kommer fra en herre, som i al ubemærkethed har sluttet sig til os. Han hedder Jeppe og præsenterer sig som digter og forfatter. Han siger, det er hans livsopgave at forbedre landproletariatets vilkår, og ordet er hans middel.

Satyrens udsendte  takker Jens Vejmand for ulejligheden og overlader ham til digteren. En bonde på vej ind til Herning giver et lift. Mens vi i studefart ruller af sted, hører vi længe hammeren klinge på ny, på ny, på ny.

Illustration: H.A. Brendekilde, Wikipedia.