Arbejdsulykke rammer Nationalmuseet: Numismatiker dræbt af svensk plademønt 4.45/5 (20)

Foto: British Museum

En alvorlig arbejdsulykke har ramt Nationalmuseet. Numismatiker dræbt af 20 kilo tung svensk plademønt af kobber.

– Det er forfærdeligt. Jeg mangler ord til at udtrykke min medfølelse over for de efterladte, og jeg begræder tabet af Nationalmuseets mest anerkendte numismatiker, som så meningsløst har mistet livet under udførelsen af det arbejde, der var hendes liv og lidenskab.

Ordene kommer fra en tydeligt berørt  Henning Hulpenning, som er chefnumismatiker på Den Kongelige Mønt- og Medaljesamling på Nationalmuseet.

Anledningen er en dybt tragisk arbejdsulykke, som har kostet den internationalt anerkendte  numismatiker Bente Blaffert livet.

Ulykken skete da en stabel svenske plademønter fra 1700-tallet uden varsel kom i skred. Numismatikeren blev ramt i hovedet af en tung plademønt, som faldt fra stor højde og dræbte hende på stedet.

Dræbende valuta

Om de tunge plademønter siger Henning Hulpenning til Satyren, at de er meget hård valuta og sandelig ikke er noget, man skal spøge med.

– Med en vægt på op til 20 kilo er sådan en svensk 10-skillings kobbermønt et dødbringende våben. Vi har derfor særlige sikkerhedsprocedurer, når vi skal hente plademønter frem til studie. Hvordan ulykken præcis er sket, kan jeg ikke udtale mig om, før Arbejdstilsynet har færdiggjort sine undersøgelser, siger Henning Hulpenning.

Han fortæller, at det ikke er første gang, der sker ulykker med svenske plademønter. For nogle år siden mistede en svensk kollega midlertidigt hørelsen, da hans detektor gav udslag på en skat bestående af plademønter, som var gravet ned foran en svensk fæstning.

– Manden lider den dag i dag af voldsom tinnitus og migræne. Han er ikke den samme glade møntnørd, han engang var, siger en alvorstung Henning Hulpenning.

Udbetaler erstatning i plademønt

Den bizarre idé at slå kilotunge mønter i ren kobber har en naturlig forklaring, understreger Nationalmuseets chefnumismatiker.

Sveriges økonomi var i 1600- og 1700-tallet båret oppe af enorme kobberforekomster. Det var derfor naturligt for den svenske konge at lade kobberet indgå en form for naturalieøkonomi, hvor plademønterne fungerede både som kobberbarrer og betalingsmiddel med nominel værdi.

Det havde sine fordele, men det var også enormt upraktisk forklarer han.

– Kontante gaderøverier var et ukendt fænomen i Sverige i den periode, men kilderne flyder også over af fortællinger, om bøndervogne, som undervejs til markedet, brød sammen under vægten, og handelsskibe, der fik slagside i og sank i stormvejr, fordi kontantbeholdningen forskubbede sig.

Henning Hulpenning er overbevist om, at Nationalmuseet har pådraget sig erstatningspligt, som han forventer udbetales i svenske kobberplademønter. De er alt for farlige fortsat at have i museets samling.

Foto: British Museum, Wikipedia.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Arbejdsulykke rammer Nationalmuseet: Numismatiker dræbt af svensk plademønt"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*