Udenlandske håndværkere strømmer til Danmark 4.63/5 (8)

Manglen på gode trælle og dygtige håndværkere er nu så stor, at udenlandske tømrere, pottemagere og våbensmede strømmer til Danmark. Men Tømrerlavet 3 Økser frygter, at de udkonkurrerer danske håndværkere og trælle.

Han hedder Jasloraw, han er skibsbygger. Han er Vender og kommer fra Obrodritternes land, og så har han fået fast arbejde på skibsværftet ved Pribroder Å på Falster.

– Jeg er meget glad for at have fået arbejde i Danernes land, hvor jeg kan lære dem at bygge skibe med trænagler på vendisk maner, siger Jasloraw på gebrokkent oldnordisk.

Han kom til Danernes land sidste vinter, fordi der var småt med arbejde at finde derhjemme, siden de trange tider ramte i Arkona, Wolin og Starje Ladoga.

Jasloraw er ikke den eneste udlænding, som har slået sig ned på Falster.

Pottemagersken Svetlina og hendes mand forlod Venden for at søge lykken i Danerland. Nu driver de et lille pottemageri og sælger deres krukker til skibsbyggerne og de lokale.

– Det går rigtig godt. Mine vendiske lerkar er af langt højere kvalitet end de lokale kuglepotter. Vi sælger rigtig meget og kan sende en håndfuld oboler hjem til familien hver fuldmåne, siger Svetlina.

Fogeden mener, at der blandt danerne snart kun er uduelige trælle, vindøjede pilemagere og smede med ti tommelfingre tilbage. Derfor gavner de udenlandske håndværkere både byens borgere og kongen.

Også Habuba al Akhar fra Særkland, som betjener folk i det lille marketenderi nær skibsværftet, er glad for sin nye nordiske tilværelse på trods af lidt malurt i mjøden.

– Jeg klager ikke, jeg har det godt, men selvom jeg er udlært bue- og pilemager i Samarkand, kan jeg ikke få anden dont her end at stå og faldbyde varer i et lille marketenderi. Vikingerne ikke er så glade for blåmænd, siger han.

Bekymrede tømrere

Byens foged er begejstret for de mange udlændinge, som afhjælper den store mangel på dygtige håndværkere. Den opstod, fordi danske vikinger fik så stor succes med deres togter. Det betyder at mange tømrere og våbensmede nu tjener mere ved at drage i viking.

Fogeden mener, at der blandt danerne snart kun er uduelige trælle, vindøjede pilemagere og smede med ti tommelfingre tilbage. Derfor gavner de udenlandske håndværkere både kongen og landsdelens borgere.

– England erobrer jo ikke sig selv, og derfor har kongen brug for alle de hurtige snekker og skarpe sværdklinger, han kan få, og det hjælper de udenlandske håndværkere med, siger fogeden.

Men ikke alle i lokalområdet deler fogedens begejstring. Øverste lavsbroder i Tømrerlavet 3 Økser, Ask Eg, er bekymret for, at de fremmede på længere sigt skader danske håndværkeres muligheder.

– En dag lukker Odin sit øje i for danernes krigslykke, og togterne hører op. Hvad skal en enarmet smed og en blind pottemager leve af til den tid, hvis vendere og saksere og særklændinge har taget deres levebrød fra dem, siger Ask Eg.

Henter familien

Ask Eg frygter også, at de mange vendere vil blive boende på danernes sydvendte øer og skabe deres egne landsbyer, hvor de lever efter deres egne regler uden at pleje omgang med danere.

Og måske får han ret. Skibstømreren Jasloraw har allerede slået sig ned. Svetlina agter at hente resten af familien til Danerland, mens Habuba Al Akhar stadig overvejer, om det er det værd at blive boende.

Står det til byens foged, må de hjertens gerne blive.

– De betaler deres skat til tiden. De brokker sig ikke, og de tager det arbejde danerne ikke gider tage. Det er den slags folk kan vi bruge i det her land, siger fogeden.

Han glæder sig til, at endnu mere billig arbejdskraft vil strømme til Danernes Rige, når Den Tysk Romerske Kejser Otto og Frankerkongen, Ludvig den Dovne, åbner grænserne og gør Europa til et stort åbent indre marked.

Foto: Svetlina i sin pottebod. Sagnlandet Lejre

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Udenlandske håndværkere strømmer til Danmark"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*