Vikingehøvdinge sikrer resten af midlerne til nyt vikingeskibsmuseum 4.9/5 (20)

Finansloven har afsat 150 millioner kroner over to år, og nu kommer resten af midlerne i hus. Flere store høvdinge er gået sammen i en finansieringsfond og tilbyder et klækkeligt økonomisk bidrag efter plyndr-og-byg princippet.

Alt er snart klart til opførelse af et nyt vikingeskibsmuseum.

Høvdingen Sigurd Skallesmækkersøn gik efter eget udsagn nærmest helt bersærk, da han hørte, at projektet fortsat ikke var fuldfinansieret. Med bavneblus og budstikker fik han hurtigt samlet tolv af Sjællands stærkeste høvdinge omkring en ambitiøs plan.

De vil sikre opførelsen af et nyt museum ved at bidrage med de manglende midler.

– Jeg var lige ved at måtte knibe mig selv i armen, da jeg hørte nyheden, fortæller Sigurd Skallesmækkersøn, der er talsmand for investorgruppen og tilføjer lunt, at han da heldigvis forinden kom i tanker om, at han mistede armen på et togt i ‘93.

Respekt for nutiden

Ideen om at lægge sine skibe indendørs undrede ham oprindeligt en del, men han mener på den anden side, at man – til en vis grænse – skal have respekt for den måde, som efterkommere og frænder vil gøre tingene på.

Den begejstrede høvding forklarer videre, at han og hans investeringspartnere også vil opføre et lille hørg. På dén måde kan bygherren løbende få ofret nogle af de trælle, som bliver overflødige

-Jeg synes jo, at skibe præsenterer sig bedst, hvis de enten ligger i havn eller er trukket op på land. Men jeg kan forstå, at et museum er en slags bådeskur, hvor man prøver at lokke fremmede ind for at kigge på dem. Det kan jeg faktisk godt se indtjeningspotentialet i. Når gæsterne først er inde, kan man jo lukke døren og enten røve deres sølv eller tage dem som gidsler.

Det kan blive et godt supplement til år, hvor togterne og landbruget slår fejl.

Trælleofringer skal give lykke til byggeriet

Da Sigurd Skallesmækkersøn og de øvrige høvdinge hørte om projektet, bed de mærke i en politikers ønske om, at opførelsen skulle ske i vikingestil. Hurtigere end Odins ravne kan flyve ud og hjem igen, var de enige om, at én bygning vil være alt for uambitiøst. I stedet ønsker de at opføre et anlæg, som vil kunne matche enhver stormandsgård.

Vi arbejder efter en klassisk, måske lidt konservativ, ‘Plyndr-og-byg’-model. Det fungerer ved, at vi i den ene del af året sejler ud og plyndrer. I den anden halvdel er vi hjemme og sørger for, at de røvede midler bliver anvendt til dét nybyggeri

– Èn bygning er for usselt. Det kommer ikke til at vække hverken frygt, bæven eller beundring. I vores projekt skal der foruden bådeskuret være en hal og nogle gode avlsbygninger med stalde, samt hytter til trællene, naturligvis, siger Sigurd Skallesmækkersøn og tilføjer, at han nok skal være mand for at vise nutiden, hvad det vil sige at bygge i vikingestil.

Den begejstrede høvding forklarer videre, at han og hans investeringspartnere også vil opføre et lille hørg. På dén måde kan bygherren løbende få ofret nogle af de trælle, som bliver overflødige, efterhånden som byggeriet skrider frem. Det vil give god vilje hos guderne, og samtidig holde anlægsomkostningerne nede, mener de.

Plyndr-og-byg modellen

På spørgsmålet om, hvor midlerne skal komme fra, smiler Sigurd Skallesmækkersøn så bredt, at man kan beundre hans filede og dekorerede tandsæt:

-Vi arbejder efter en klassisk, måske lidt konservativ, Plyndr-og-byg-model. Det fungerer ved, at vi i den ene del af året sejler ud og plyndrer. I den anden halvdel er vi hjemme og sørger for, at de røvede midler bliver anvendt til dét nybyggeri, som er i gang. Man skal være varsom i større byggesager. Så når der er lavvande i kassen, bygger vi aldrig videre, før vi har plyndret dét, der skal til. Der er jo ingen, der bryder sig om at ryge på tvangsauktion, siger han og ryster på hovedet.

Vi synes ærligt talt, at skibene trænger til en kærlig hånd. Et par dragehoveder og lidt maling vil gøre underværker, så det skal bestemt ikke mangle

Tanken er, at de deltagende høvdinge vil donere tre fjerdedele af overskuddet fra alle deres togter, indtil det nye anlæg står færdigt. Et forsigtigt estimat er, at det vil tage cirka tre år at skaffe midlerne, måske fire, hvis det ikke er muligt at tage tilstrækkeligt med fanger, så det bliver nødvendigt at købe nogle af de trælle, der skal bruges.

Desuden tilbyder høvdingenes tolvmands-konsortium også at renovere de fem vikingeskibe.

-Vi synes ærligt talt, at skibene trænger til en kærlig hånd. Et par dragehoveder og lidt maling vil gøre underværker, så det skal bestemt ikke mangle, forklarer Sigurd Skallesmækkersøn og tilføjer, at han allerede har ristet runepinde med sit forslag. Pindene er nu sendt anbefalet til både Vikingeskibsmuseet og Nationalmuseet, som er den formelle ejer af skibene.

Foto: Wikimedia Commons.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Vikingehøvdinge sikrer resten af midlerne til nyt vikingeskibsmuseum"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*