Valdemar Sejr: Hvordan kommer jeg hurtigere til Ribe end på hest? 5/5 (14)

Kong Valdemar Sejr efterlyser den hurtigste forbindelse fra Skanderborg til Ribe. Satyren har bedt DSB’s informationschef Tony Bispeskov hjælpe Valdemar.

Min dronning Dagmar ligger udi i Ribe syg, og jeg skal fra Skanderborg derned for at ledsage hende til Ringsted. Mine væbnere vil sadle vore gangere, men jeg er bange for, at vi ikke når det i tide, hvis vi skal ride til Ribe.

Findes der ikke en hurtigere og mere bekvem måde for mig, mit følge og mine heste at komme fra Skanderborg til Ribe, i stedet for at jage af sted på hesteryg gennem natten?

Hurtigste forbindelse via London

Jeg er oprigtigt ked af, at høre, at din dronning er syg. Derfor har jeg selv og samtlige medarbejdere i DSB’s rejseservice gjort alt for at finde den hurtigste forbindelse til Ribe. Det har desværre medført store forsinkelser i Nordjylland, på Sydbanen samt mange aflyste afgange mellem København og Aarhus i de kommende uger.

Men tilbage til din forespørgsel. Alle tog fra Skanderborg til Ribe er desværre aflyst på ubestemt tid på grund af signalproblemer ved Brørup. En mulighed er at tage rutebilen til Gredsted Bro og stå på toget til Ribe derfra, men Arriva har ikke indrettet særlige kæledyrszoner i deres tog, og det er ikke muligt at medbringe heste.

Men fortvivl ikke. Ved hjælp fra samtlige computere i DSB er det lykkedes Rejseplanen at finde en vej, selv om computerberegningerne tog strømmen fra samtlige køreledninger i København, så der ikke kører S-tog resten af ugen.

Jeg foreslår, at du fra Skanderborg tager toget 9:42 til Hamborg og derfra videre til London via Hannover, Køln og Bruxelles med afgang 15:01 og ankomst næste dag 8:57; husk at stille uret under vejs, så I ikke kommer for sent til jeres forbindelse fra Kings Cross Station kl 9:48 til Immingham, hvorfra der afgår færge til Esbjerg samme aftenen 20:30 med ankomst næste dag klokken 14:30. Det betyder, at du kan nå toget til Ribe fra Esbjerg klokken 14:58. Med mindre toget er aflyst, ankommer du til Ribe 15:30, under forudsætning af, at der ikke opstår skinnebrud, signalfejl eller kreaturpåkørsler undervejs. Bemærk, at der ikke kan reserveres orange billet til rejsen.

Jeg ønsker dig rigtig god rejse og god bedring til Dronningen.

Med venlig hilsen

Tony Bispeskov. Informationschef, DSB.

Foto: Thomas, Flickr.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Valdemar Sejr: Hvordan kommer jeg hurtigere til Ribe end på hest?"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*